Dronningens guldkrone
I gamle dage havde dronninger i Danmark ingen kroner. Det havde kun kongerne. Men Kong Valdemars dronning, Dronning Berengaria ønskede sig helt forfærdeligt en guldkrone, og hun plagede sin mand dag og nat for, at han skulle forære hende en. Det ville han gerne, men han havde næsten ikke råd til at købe en, for de penge han havde, var dem, som borgerne i landet betalte i skat, og han syntes ærlig talt, de betalte rigeligt. Berengaria blev sur og vendte ryggen til kongen hver gang, han ville kysse hende, og til sidst måtte han give sig. Han gik ind i sit skatkammer og skrabte så meget guld sammen, som overhovedet kunne undværes i statskassen, og så sendte han nogle riddere af sted til byen Brügge med en pose guld, som de skulle få en guldsmed til at lave en pæn krone af. Min oldefar, jeg tror, at han hed Tumle, var med, og han sad bag på hesten. Han vejede ikke så meget, og han havde stor lyst til at se, hvordan man laver en guldkrone. Han var endnu en ung mand den gang. Tumle lagde sig bag på en af riddernes sadel, og enhver måtte tro, at det var en gammel sæk, der lå der.
Efter adskillige dages ridetur kom ridderne frem til den kønne, gamle by Brügge, hvor der boede nogle dygtige guldsmede. Nu skulle de danske riddere passe på, for måske ville de blive snydt og komme til at betale den nye dronningekrone for dyrt. Det var et held, at Tumle var taget med, ellers var det gået rent galt. – Først fandt de danske riddere en god og hyggelig kro, og for at ingen skulle mistænke dem for at føre en pose guld med sig, bad de kun om nogle enkle retter mad og et par krus øl til hver mand. Men øllet smagte langt bedre, end de var vant til i Danmark, og det var noget stærkere, så det varede ikke længe, inden de var kommet i rigtig godt humør og forsømte at være vagtsomme. De fik røde næser, og de begyndte at synge lystige drikkeviser sammen med kroens øvrige gæster. Muntert og festligt blev det i aftenens løb.
Tumle sad på bænken ved siden af posen med guldmønter, og han så, at kromanden gik og smilede så lumskelig, mens han kastede nysgerrige blikke efter posen.
Heldigvis boede der også en lille nissefamilie i kroen, og de havde en virkelig sød og pæn nissedatter, som Tumle først smilede til og kiggede dybt ind i øjnene, og i aftenens løb tog han i hånden. De blev rigtig glade for hinanden. De forstod ikke alt, hvad den anden sagde, men nissesproget er alligevel ikke så forskelligt fra land til land, at det er helt umuligt at gøre sig forståelig for hinanden nisse og nisse imellem.
– Hvad er der i posen, som dine riddere passer så godt på? spurgte den søde nissepige.
– Det er guld til en krone til vores dronning!
– Så skal mændene passe godt på, at de ikke bliver taget ved næsen, for her er mange skarnsfolk på færde i vores by. Vi to må hellere hjælpes ad. Jeg kender byen bedre, end du gør, sagde Zizi og smilede kærligt til Tumle.
– – –
Det kunne ganske rigtigt være gået frygteligt galt. De danske riddere blev så muntre allerede den første aften, og de drak så meget af den gode øl, at de slet ikke huskede at få posen med guldpengene med sig, da de blev fulgt til sengs af kromanden og hans karle, som gik foran dem med lys og fakler i hænderne for at lyse gæsterne op på værelserne.
Aldrig så snart var danskerne blevet fulgt i seng, førend kromanden gik ind i skænkestuen med sin lygte i hånden og grisk greb posen, som klirrede, da den blev løftet. Ivrigt stak den bedrageriske krovært hånden i posen, men I kan tro, at han fik travlt med at få den op igen. Tumle og den fiffige Zizi havde fyldt den op med hesteskosøm og glasskår, som prikkede kromanden nederdrægtigt i hånden.
– Gad vide, hvorfor de rejser rundt med sådan en pose skrammel? tænkte han ved sig selv og viklede et tørklæde om sin hånd.
Men hvor var guldmønterne blevet af? Jo, de lå kun lidt borte, nemlig i kakkelovnen, hvor der ingen ild var tændt. Her var de dækket af aske, og ingen fandt på at rage i asken eller lede i ovnen. Heldigvis var det sommer, og krostuen blev ikke varmet op.
Den følgende morgen kom de ølglade riddere ned til et krus varmt morgenøl og en skive brød, som man nu fik det i Brügge den gang.
– I er sandelig ærlige folk her i kroen, sagde ridderen, da han med lettet sind fandt posen på bænken. Han havde sandt at sige haft røde ører, da han opdagede, at den ikke var kommet med op på værelset.
– Ja, selvfølgelig er vi ærlige folk, sagde kromanden, men hvad er det, du rejser med?
– Det er et ærinde for min herre, den danske konge, som vil forære sin dronning en guldkrone. Danskeren klirrede med posen, som nu igen var fuld af guldmønter. Han hældte en håndfuld op og viste frem. Kromanden kløede sig i nakken men sagde ikke mere.
Så gik de danske riddere ud i byen og fandt snart et værksted, hvor de indgik en aftale med guldsmeden.
– Vi skal lige have vores guld vejet, så vi kan se, om kronen kommer til at veje det samme som det guld, du får at arbejde med. Det kunne jo være, at du glemte at bruge det hele!
– Selvfølgelig, svarede guldsmeden og tog en lille vægt frem og vejede de tunge mønter, mens ridderne kiggede på og talte efter på alle deres fingre.
Prisen for arbejdet blev aftalt, og de danske beredte sig på at tilbringe nogle sjove dage i den store by, mens guldsmeden arbejdede.
