Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 26. november

Der bliver skruet op for julestemningen, når Vejen Garden kommer til Ribe og spiller sin store julekoncert, onsdag den 8. december kl. 19.30 i Ribehallen.

Et stort publikum i Ribe har oplevet, når Vejen Garden deltager i optoget ved Tulipanfesten. I år vil publikum få mulighed for at opleve Vejen Garden i et helt andet ’set up’, når garden præsenterer sin store julekoncert i Ribe.

Én ting er at opleve garden marchere gennem byen med festlige marcher og underholdende musik. Noget helt andet er det at opleve garden spille i koncertformation med pauker, klokkespil og fuld blæs på under ledelse af dirigent Boris Kertsman.

Vejen Gardens julekoncert et stemningsfuldt musikalsk program sammensat af filmmusik, juleklassikere, salmer i storslåede arrangementer og underholdningsmusik, der dufter af jul. Koncerten er i to afdelinger, hvor man både oplever garden i klassisk orkesterformation og i big-bandformation.

Vejen Garden har tradition for at spille julekoncerter på hjemmebane i Vejen og Holsted, men konceptet er vokset, og med hjælp fra en lokal sponsor, Louis Lund Toyota, kommer Vejen Garden nu til Ribe i håb om et glædeligt gensyn med publikum.

– Vi kender Ripenserne som et festligt og veloplagt publikum, når vi gæster byen ved Tulipanfesten. Nu glæder vi os til at være med til også at bringe byen i julestemning, siger gardens leder, Jørgen Schmidt.

Billetter til koncerten kan købes på www.ticketmaster.dk  eller ved indgangen.