Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 13. september.

Foreningen Termansens arrangerer torsdag den 16. september en helt unik oplevelse på Ribe Kunstmuseum. Der bydes på kulturformidling af bedste skuffe, når skuespiller Thure Lindhardt og musiker Søren Gemmer fortolker HØJSANGEN i kunstmuseets smukke sale, og byder på en sydende omsmeltning af Det Gamle Testamentes sprogblomstrende ode til kærligheden og kroppen.

HØJSANGEN har en særlig plads i verdenslitteraturen og i Biblen, hvor den med sin billedrige, ublu hyldest til kroppen har været en torn i øjet på bonerte teologer i århundreder. Teksten har inspireret blandt meget andet Shakespeares Sonetter og et væld af populærkulturelle værker. Som den eneste tekst i Biblen er den båret af en kvindelig fortællerstemme, men denne aften undersøges HØJSANGEN gennem Lindhardts distinkt nærværende læsning og Gemmers sakrale syndfloder, iturevne reallyde og livesamplinger af den talende stemme, fremkaldt kvadrofonisk fra museumsalens hjørner.

De to kunstnere fortolkede i 2018-19 i en række danske kirker Prædikerens Bog i projektet ALTING HAR EN TID, der tiltrak sig stor opmærksomhed for sit sitrende sammenspil og intense udtryk. De har turneret med HØJSANGEN i 2020 i en række kirker. Det er første gang, at teksten fortolkes af duoen uden for kirkens rum.

Thure Lindhardt fik sit gennembrud i 2000 med spillefilmen ‘Her i nærheden’, hvor han spillede overfor Ghita Nørby. Han har siden medvirket i blandt meget andet Ole Christian Madsens NORDKRAFT og FLAMMEN & CITRONEN, filmatiseringen af Dan Browns ENGLE & DÆMONER, samt TV- serier som Edderkoppen, Rejseholdet og Broen. I efteråret 2019 udgav Lindhardt sammen med Rune Skyum-Nielsen den selvbiografiske undersøgelse af skuespillerfaget og -livet ”Vi ved jo hvordan det er at være menneske” (Gyldendal) og i samme periode medvirkede han i Copenhagen Phils tværkunstneriske opsætning af Shostakovichs ‘Leningrad-symfoni’ MIRAKLET I KRIGSZONEN.

Søren Gemmer: pianist, elektronisk musiker og komponist og arbejder i et spænd mellem moderne jazz og improviseret elektronisk musik. Han har spillet med Marilyn Mazur, digterne Jørgen Leth, Caspar Eric og Nicolaj Stochholm, den amerikanske trompetist Ralph Alessi (ECM), Palle Mikkelborg, DR Big Band blandt mange andre. I de senere år har Søren Gemmer arbejdet med elektroakustisk improvisation, processering af reallyde og den talende stemme, senest med skuespilleren Charlotte Munck i en fortolkning af det præantikke epos GILGAMESH under Copenhagen Jazz Festival 2019.

Arrangementet gennemføres med støtte fra Region Syddanmarks Kulturpulje, og projektet er støttet af DJBFA, Brorsons Kirke i København og Statens Kunstfond.

Fakta:

Tidspunkt: d. 16.9.2021 kl.19.30-ca.21.30

Sted: Ribe Kunstmuseum, Sct. Nicolaj Gade 10, 6760 Ribe

Pris: 275 kr + gebyr. Inkluderer et glas vin og pindemadder lavet af lokale råvarer, intro v. biskop Elof Westergaard samt teaterkoncert.