Tekst og foto: Renè Jørgensen.
3. oktober 2019.

Syng Dansk aften med Ribes Mandskor.

Når formiddagens Syng Dansk på SeminarieHuset slutter ved middagstid, torsdag den 31. oktober, og man nynnende går hjemad, skal man bare vide, at allerede samme aften er der mere sang på programmet.

Ribe Mandskor underholder fra kl. 19.00 til 21.00, hvorefter Casper Mikkelsens Trio slutter aftenen af med en koncert del 2 – Kunsten at glædes i kor. En koncert med fællessang, der har sit afsæt i Vadehavets kultur og natur.
Casper Mikkelsens Trio med gæster var også på programmet til Jazzfestival 2019. Efter bifaldene at dømme til denne koncert, vil der nok komme en del tilhørere i SeminarieHuset. Det var en fornøjelse at opleve den tætte kontakt mellem musikere og publikum, der levede sig ind i tekst og musik: flere sad med tårer i øjnene og var opslugte af musikken og teksterne.

Koncerten den 31. oktober har også fokus på fællessang og fællesskab. Alle er velkomne til at synge med. Men man skal selvfølgelig også være velkommen til at læne sig tilbage og bare nyde koncerten.

Arrangementet er et samarbejde mellem Ribe Musikhøjskole og Ribes Mandskor. Der er gratis adgang.

Arkivfoto: Casper Mikkelsen Trio under året Jazz-festival på Torvet i Ribe.