Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 24. september 2022

Spillestedet Termansens bliver på fredag den 30. september rammen om en spændende trio.

Det er Balthazars Karaffel, der giver koncert. Der er tale om en ny trio på den danske jazzscene, og dens geografiske afsæt er Aarhus-området. Med en kombination af guitar, Hammond B3-orgel og trommer følger musikerne nøje opskriften for den vanlige instrumentering i en såkaldt orgeljazz-trio, som jo er et bassist-løst foretagende, hvor basrollen i stedet varetages af organisten på det nederste klaviatur og/eller med fødderne hen over baspedalerne.

Det overordnede musikalske udtryk kan karakteriseres som melodisk, ”bluesy”, dynamisk varieret, og ofte med en på samme tid cool og energisk swingende rytmisk fremdrift.

I den henseende viderefører Balthazars Karaffel den amerikanske orgeljazz-stil, som i form af trioer og kvartetter havde sin storhedstid i 1950’erne og 1960’erne, med organisten Jimmy Smith som et af allermest fremtrædende.

Selv siger trioen i en pressemeddelelse: “Historien stopper dog ikke her, for mere eksperimenterende og skæve musikalske elementer høres også hos Balthazars Karaffel – både i vores egne arrangementer af allerede eksisterende og afholdte melodier fra det store standard jazz-repertoire, men også, og måske især, i forbindelse med vores originale kompositioner, der på debutalbummet ”Clockwise” (juli 2021) omfatter titlerne ”Slow Loris”, ”Leftover Fun” og ”Another Coffee”.

I vores bestræbelser på også fremadrettet at komponere eget materiale til trioen, forsøger vi at være åbne over for indtryk og inspiration fra alle tænkelige musikalske kilder, og der foruden låner vi muligvis også blot et strejf af magi fra den animerede videnskabsmand Professor Balthazar, som jo er hovedpersonen i en afholdt 1970’er TV-serie for børn – og heri ligger måske en delvis forklaring på trioens navn”