Tekst: Johnny Tauman       Foto: René Jørgensen
11. oktober 2019

KAPITEL III

Snip, Snap, Snude, så er den historie ude – med denne artikel, hvor Bjarne Kiholm og Klaus Sandfeld får afstemt forskellige holdninger og værdier i den livlige debat på Quedens Gård, sætter vi i RYK IND RIBE et foreløbigt punktum for artikler om den bevægelige bro – KLAPBROEN.
Men – vil læseren måske tænke – der er jo altid en fortsættelse:
Tip, Tap, Tønde så kan en ny begynde – og ja, men det er først, når myndighederne – Trafikminister Benny Engelbrecht eller Vejdirektoratet kommer med KONKRETE og REALISERBARE meldinger / tidsplaner for bygningen af den bevægelige bro. Eller hvis Ingeniørregimentet vælger at fjerne de midlertidige broer.
RYK IND RIBE vil i stedet fokusere på de visuelle vejarbejder og følgeopgaver langs Trojelsvej og Plantagevej.

Bjarne jublede, da han hørte om valget af C-løsningen

Reaktioner på broen

Under debatmødet fik de to stridende parter følgende spørgsmål: ”Hvad tænkte du, da forslaget om at give Ribes kulturhistoriske havn et løft ved at etablere en bevægelig bro som en del af rute 11 projektet blev offentlig gjort?”
Klaus:
”Jeg troede faktisk, at det var en spøg, da Kåre fra JV ringede til mig og overbragte nyheden” – og så startede han arbejdet IMOD C-løsningen, som samlede mere end 2000 modstandere”.
Bjarne:
”Jeg jublede – råbte det ud over alt og fik mange skulderklap af bysbørn og hele den maritime verden – med besøg af en tysk vadehavssejler og nordtysk tv.”
Og så tog Bjarne fat på det, som ligger under fælles overskriften: ”Vandet tilbage til Ribe”: Dialog med Vejdirektoratet, fokus på affaldet i havnen mm. Bjarne pointerede: Ribe og Marsken hører sammen – og Ribes historiske eksistensgrundlag = kulturhavnen genskabes.

Hvad sker der med Martha?

Klaus forsøgte her at komme ind med de begrænsede vandmængder i Ribe Vesterå og – nævnte Martha som et kuldsejlet projekt. ”Vi skal ikke have flere af sådanne tiltag”, sagde han.

Der var som at kaste benzin på et glødende bål! Og der kom så en lang historisk udredning, hvori der bla. blev fortalt, at Martha pt ligger i Nordby og sejler med turister – senere skal den til Sønderho, når sejlrenden og havnen er færdig i 2020. ”Det har aldrig været planen, at den skulle ligge i Ribe!”

Enige om flere ting

Så gik det lidt mere fredeligt til, da Bjarne og Klaus skulle udpege de positive og de negative løsninger ved udvidelsen af rute 11.
Mens Bjarne havde roser til, at detailhandelen og Ribe Nord vil overleve, så var Klaus mere konkret med plusser til stitunnellen ved Plantagekrydset og den nye shunt, der skal tilknyttes ”Føtex-rundkørslen” – det giver flow.

Begge var enige om, at det er en skam, at tunnelen ved Holmevej / Bjerrumvej ikke er en del af rute 11 projektet – som Bjarne sagde det: ”Kommunen sov i timen”.
Begge undrer sig over, at strækningen med fire spor ikke bliver videreført til FORD-rundkørslen – og at Ringvejen ikke i samme ombæring blev opgraderet til en 2+1 vej.

Endelig viste Klaus bekymring for den kommende halvtimedrift med flere trafikstop ved jernbaneoverskæringen samt de mange mulige stop for lyskryds på strækningen. Og så blev beboerne lige nævnt – trafikstøjen, som skal minimeres med en støjvæg.

Der blev gået hårdt til hinanden i debatten

Hård debat om skibe

Debatten var hård, når emnerne omhandlede antal både, placeringen af både ved Skibbroen og vanddybde – her var Bjarne jo langt bedre klædt på end Klaus, og det udnyttede han nogle gange ved at sige: ”Du har jo overhovedet ikke sat dig ind i tingene”.
Lad os bare lige prøve at gengive snakken om havne, skibene etc.

Klaus stiller mange spørgsmål

Klaus indledte temaet med en række åbne spørgsmål – ”Hvad skal der til ud over selve klapbroen – altså hvis den kommer?”, ”Hvem skal afholde udgifter til bådpladser, hvor skibene skal vente?”, ”Hvor er der plads til skibene ved Skibbroen – altså ekstra skibe?” – ”Og hvem skal vedligeholde?”
Og Klaus fortsatte: ”Vi har jo ikke i dag fået tal på, hvor mange skibe, der kommer ind – og de fleste siger,  at skibene slet ikke findes. Du, Bjarne, har vist nok sagt, at de bla. ligger i Sønderborg….”

Det var dråben

Det var dråben, der fik den erfarne sømand til at hæve stemmen: ”Klaus, der lyder som om du ikke har sat dig ind i tingene. Det lyder som om du ikke har fulgt med i projektet!”

Propagandafilm

Klaus smed mere ild på bålet, da han fortsatte: ”Jeg har da set din idylliske propaganda film”.
Det gav straks modsvar: ”Det er en IKKE propaganda” – og så fortsatte Bjarne med følgende opklarende spørgsmål, da Klaus fastholdt sit synspunkt: ”Vil du sige, at borgmesteren deltager i propagandafilm – og set samme gælde ministeren?”
Klaus: ”Den er i hvert fald klippet til så det ligner et reklamefilm…”

Klaus anderkender Bjarnes store viden – men derfor vil han ikke stoppe med at kæmpe mod klapbroen

Skibenes placering

RYK IND RIBE fik så drejet kombattanterne tilbage til spørgsmålet om skibenes placering.
Bjarne: ”Enhver ved, at de skal ligge fra Johanne Dan og op mod strøget – på begge sider. Det er Esbjerg kommune, som ejer havnen – men læs da herom i Ribe Byforums Skibbroplan.”
Her var det som om Klaus stoppede diskussionen – i hvert fald anerkendte han Bjarnes enorme viden: ”Det er jo din baby der her – du ved og kender alle detaljer!

Skibe fra Tyskland og Holland

Men så skulle der jo lige vendes antal skibe – og hvorfra de skal komme. ”Bjarne kunne fortælle om de mange skibe i Tyskland og Holland, som gerne vil komme til Ribe, men at væksten skal tilpasses, så det bliver en succes. ”Vadehavssejlerne skal nok komme!” Og her kunne Klaus ikke dy sig: ”Hvor mange – 20-25 om året?” Mens Bjarne talte om turisme – og sagde ”et passende antal” – foreslog Klaus 1000, hvis vi skal forsvare investeringerne…” Ja, enige bliver de aldrig.

Klaus Sandfeld og Bjarne Kiholm foran Ribe Havn. Enige bliver de nu ikke, når snakken drejer sig om klapbro, skibe etc.

Bjarne rakte hånden frem

Der var også en håndsrækning fra Bjarne – han ønskede, at Klaus og han sammen skulle finde ud af, hvorfor der har været så stor en prisstigning på broprojektet.
Men som alle sikkert kan gætte – det bliver aldrig til noget.
Klaus vil til stor fortrydelse for Bjarne blive ved med at kæmpe for infrastrukturen – og giver gerne køb på klapbroen. Og så tror han på, at nogle af pengene kan flyttes til andre projekter.

Klapbroen kommer – bare senere

Som RYK IND RIBE tidligere har skrevet, så kommer klapbroen –  bare senere. Derfor lukker vi også med denne artikel debatten herom ned, indtil der kommer faktuelt nyt.

Tip, Tap, Tønde så kan en ny begynde……