Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Dyrskue, torsdag den 26. juli

Alt er gjort for at imødegå tørken, når Ribe Dyrskue i morgen slår portene op til den traditionelle fest, hvor land og by mødes.

Viceberedskabschef Kjeld Tauman, Sydvestjysk Brandvæsen, har netop godkendt dyrskuepladsen, og han er imponeret over de tiltag, arrangørerne har gjort for at sikre pladsen.

– Der er bl.a. sat spande op til sluknings af cigaretter. En ide, der kommer fra Vorbasse Marked, og som er rigtig god. Der er sat en gyllevogn op med adskillige tusinde liter vand til evt. slukning, og der stationeres to personer ved de parkerede biler, så der hurtigt kan gribes ind, hvis noget skulle ske.

– Jeg er meget imponeret over det, der er lavet. Det er langt mere, end man kunne forvente, siger Kjeld Tauman.

– Så du vil roligt tage til dyrskue?

– Helt bestemt, lyder det fra viceberedskabschefen.

Jens Christiansen er tovholder på dyrskuet, og han er glad for de rosende ord fra brandvæsnet.

– Hvorfor gør i disse ting?

– Vi har masser af mennesker samlet, der er omkring 300 dyr, og vi har maskiner for millioner. Der skulle meget nødigt ske noget. Så derfor prøver vi at gardere os.

– Kan man sige, det er rettidig omhu?

– Det kan man godt. Vi gør det så godt, som vi kan, siver Jens Christiansen få timer før dyr og mennesker mødes på Hovedengen.