Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Byferie Resort, lørdag den 28. januar 2023

Virksomheder bærer et stort ansvar for at sikre fremtidens arbejdskraft. Medarbejdere skal fastholdes og de unge skal klædes på, til at begå sig på arbejdsmarkedet.

Ifølge Dansk Industris Virksomhedspanel så 4 ud af 10 virksomheder mangel på arbejdskraft som den største vækstudfordring i 2022. DI konkluderede i august sidste år, at ”der er mangel på arbejdskraft så langt øjet rækker”.

Også turistbranchen er udfordret. Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der i perioden marts til august sidste år var 11.570 forgæves rekrutteringer i hotel- og restauranterhvervet. Det er en udfordring der skal tages alvorligt – men hvad kan den enkelte virksomhed selv bidrage med? Og kan selv små virksomheder gøre en forskel?

I Danmarks ældste by ligger feriecentret Ribe Byferie Resort. De burde være udfordret i en tid med bl.a. stigende priser og i en branche, der ifølge tallene mangler arbejdskraft. Men de har formået at styre udenom udfordringerne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Heidi Maimburg

-Vi er i en tid, hvor det gælder om at passe på sine nuværende medarbejdere og samtidig sikre, at nye kommer til. Det betyder, at vi må være kreative, ihærdige og ”tage tyren ved hornene”, fortæller direktør Heidi Maimburg.

Hendes medarbejderstab er en broget flok af folk. Nogle med mange år i branchen og andre, der kommer fra helt andre brancher. Fælles for dem alle er, at de i Ribe Byferie har fundet det arbejdsliv, der får deres tilværelse med familie og fritid til at fungere. For feriecentret har det betydet en investering i efteruddannelse og team building, fokus på arbejdsmiljø og en stor grad af fleksibilitet. Men det er det hele værd, understreger Heidi Maimburg.

De unge skal med ombord

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nikita er i praktik og glad for det

I Ribe Byferie resort prioriterer de også at have praktikanter. I feriecentret ved de nemlig godt, at der er rift om de unge. I skrivende stund er Nikita i praktik i feriecentret indenfor salg- og marketing. Han afslutter sin uddannelse som Markedsføringsøkonom til sommer, og han havde ikke lige set sig selv indenfor turistfaget, men det kommer han måske til.

-Jeg kender feriecentret, fordi jeg fik et afløserjob i receptionen. Da jeg så skulle finde en praktikplads, fik jeg tilbudt at være her. Det er en spændende branche, hvor jeg kan afprøve de ting, vi lærer på uddannelsen.

Gør op med myten ”det er til besvær”

Man behøver ikke at være en stor virksomhed for at tage praktikanter.

Men er det ikke til besvær og meget tidskrævende?

-Nej! De unge kommer med god energi og nye input, fra det de lærer på deres uddannelse. Hvis man forbereder nogle gode konkrete opgaver til dem og får dem godt introduceret til virksomheden og de arbejdsområder, de skal beskæftige sig med, bliver det en win-win, forklarer direktøren for feriecentret.

Også stedets rengøringsafdeling investerer i de unge. Grundig oplæring er én ting, men nu også en særlig velkomst til de unge.

-Vi har nedsat en trivselsgruppe bestående af medarbejdere fra hver afdeling, og de sørger for at byde de unge velkommen og sikre, at de bliver en del af vores team, forklarer Heidi Maimburg.

FAKTA

Ribe Byferie Resort er et feriecenter i Ribe. De råder over 94 ferielejligheder og beskæftiger 18-40 medarbejdere hen over året. Feriecentret er udpeget som rollemodel for deres måde at drive virksomhed på, når det kommer til implementering af byens kulturarv og naturen langs Vadehavet