Tekst og fotos: René Jørgensen. Copyright
19. august 2018

Riber Rock er tilbage den 1. september.

Lørdag den 1. september 2018 mødes gamle musikelskende ripensere til den årlige rocktur tilbage til 60` erne og snakken om tiden som ung i Ribe, med pigtrådsmusikken, håret tilbage, korte kjoler og total gang i den.

Fra den gang der var noget der hed Esso, BP og Ribe Håndbold Klub spillede i de grå trøjer, og som Sten Arlund Mogensen skriver i bogen Riber Rock, så kunne man få en øl på Den Gamle Kro i Hundegade for kr. 2,00.

Få dig en god uddannelse eller et godt job i stedet for det poppjat, fik mange af datidens musikkere at vide af forældrene.

Det er mange af de ”gamle drenge” vi til årets Riber Rock skal høre. Jens Lohmann kigger forbi med gruppen Old Boys Rock, men hvem Jens Ejnar Lohmann har med, vides ikke. Men sikkert er det, at der kommer ”hård tråd” når Jens Ejnar tryller med guitaren. Musikken bliver allround og det bliver humørbeat, siger Sten Arlund Mogensen, der er arrangør at dagen.

Selv deltager Sten i gruppen Me & The Others, hvilket er en tradition. Sidste år til Riber Rock var en nyere gruppe på plakaten, Pit Van Horn & The Horns, med bl.a. andre Poul Christensen og Hans Wittendorff, begge fra Ribe.

Hans Wittendorff er ”rigtig” ripenser og tilbage i 1964 dannede han gruppen The Horns sammen med Ole Holt. Den nuværende gruppes medlemmer er da alle nye, og kun Hans er med fra de oprindelige The Horns, som for øvrigt var Ribes første pop/beatgruppe. Datidens The Horn var kendte for at spille en del instrumentale numre, men der var også plads til de velkendte toner, Hippy hippy shake og Twist and Shout. Hvad gruppen disker op på dagen, må vi vente med høre.

Mød op i Postgårds gård, det hele starter kl. 13.00 og slutter kl. 18.00.