Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 24. januar 2023

Dansk musikliv kan være stolt af en lang række fremragende musikere, der enten stammer fra eller har en særlig tilknytning til egnene omkring Ribe-Bramming-Esbjerg. I Ribe Musikforening glæder man sig til at præsentere et udvalg af dem for foreningens publikum i den kommende sæson, som vi har fået overskriften: “Rødder!”

Det bliver en usædvanlig mangfoldig sæson, som også vil præsentere genrer, der ikke så ofte høres i Musikforeningen. Tanken er, at publikum vil være helt med på, at kvalitet har mange ansigter.

Årets første koncert finder sted søndag d. 5. februar på Ribe kunstmuseum. Her har musikforeningen inviteret pianist og komponist Catrine Frølund sammen med saxofonisten Torben Iversen og bassisten Jakob Jakobsen. Trioen med stor lokal tilknytning vil tage udgangspunkt i Catrines musik, en fornem repræsentant for det nordiske jazz-univers.

– Det ligger dybt i mig, det flade, vidderne, den visuelle stilhed. Det er dér min musik starter. I rødderne, i højskolesangbogen, i den nordiske tone, siger Catrine og fortsætter: – Herudover vil koncerten byde på numre fra standard-jazz repertoiret. Torben og Jakob har budt ind med nogle vildt fede og dejlige numre, som de synes passer til.

– Torben er jo faktisk grunden til, at jeg begyndte at spille jazz. Jeg var gået kold i sonatinerne som teenager, men min far skaffede mig en plads på Torbens sammenspilshold – og så hang jazzen ved. På en lignende måde er der en rød tråd til Jakob, som har været min klaverelev.

Catrine Frølund indgår i mange sammenhænge som pianist i det danske jazz-miljø, og som komponist har hun udgivet en CD i eget navn og er aktuel på to udgivelser til efteråret. Desuden er hun tilknyttet Helsingør-revyen både som komponist og som kapelmester.

I Ribe Musikforening glæder man sig overordentligt meget til at præsentere disse tre musikere med stærk tilknytning til Ribe i trio-sammenspil for første gang. Catrine Frølund er opvokset i Egebæk-Hviding og i Ribe. Torben Iversen har boet i Ribe i mange år og har haft en enorm indflydelse på mange af de stærke rytmiske musikere, byen har fostret. Jakob Jakobsen er efter sin opvækst i Ribe og uddannelse på bassen ved Syddansk musikkonservatorium i Esbjerg tilbage i byen og deltager yderst aktivt, bl.a. i byens jazzfestival og som formand for Jazzin’Ribe.