Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 7. maj

En af de store sportsbegivenheder i Ribe, Ribe HK’s elitestævne, bliver flyttet i år.

Stævnet var planlagt til at holdes i dagene fra den 21. til den 23. august, men stævnet er nu på grund af Corona flyttet til weekenden den 4. til 6. september.

– Det sker af to årsager, forklarer den sportslige ansvarlige i Ribe HK, Teddy Barrett.

Den ene grund er forsamlingsforbuddet, som ingen ved, hvor længe varer, og dertil kommer, at elitestævnet normalt holdes som optakt til kvalifikationsstævnerne i ungdomsrækkerne. Disse stævner har DHF aflyst i år.

Ved at flytte elitestævnet til 4. til 6. september mener Ribe HK, at stævnet kommer til at ligge godt i forhold til den normale start på håndboldtræningen efter sommerferien, som man håber, kommer til at forløbe som normalt.

Teddy Barrett fortæller, at godt 20 hold allerede havde meldt sig til elitestævnet, før det blev udsat.

– Vi har været i åben dialog med klubberne og sagt, at vi naturligvis håber, at de melde sig til på de nye datoer, men har de ikke mulighed for det, får de naturligvis deres penge tilbage.

Elitestævnet samler traditionelt flere hundrede håndboldspillere fra ind- og udland, og der spilles i både Ribe Fritidscenter og i omegnshallerne. Elitestævnet giver normalt et betragteligt overskud til klubkassen.

Et andet stort arrangement er håndboldklubbens sommercamp, der plejer at holdes lige før skolestart.

– Vi har talt om, hvad vi gør, men vi venter lige og ser, hvad der sker. Der er tale om to lejre i den samme uge, og i den første del plejer vi ar have 40-50 deltagere, mens der i anden del plejer at være omkring 45. I begge tilfælde er det i to haller, så vi er langt fra de tal, forsamlingsforbuddet opererer med.

– Vi har fået flere henvendelser fra forældre, der gerne ser vi laver camp’ene, fordi folk jo ikke kommer ud at rejse i år, og vi har også fået flere henvendelser fra folk, der gerne ser, vi laver noget i efteråret. Vi arbejder med nogle ideer om noget håndboldevent og andre ting, men vi venter lige og ser, hvad der sker, fortæller Teddy Barrett.