Tekst og foto: Renè Jørgensen
22. september 2021.

Ribe firma hædres som en af 1000 succesfulde danske virksomheder.

Spar Nord og BDO kårer igen de 1.000 mest succesfulde virksomheder ud af 300.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark. Lokalt i Ribe er det Birger Knudsen, der ejer Specialbutikken SB på Industrivej der har fået prisen. Birger Knudsen fik overrakt et hædersbevis og en statuette som en tydelig anerkendelse af deres bidrag til vækst i dansk erhvervsliv, onsdag af Glenn Sandholm fra Spar Nord og Per Christensen fra BDO.

– Det er da rart med en anerkendelse af firmaet. Det gælder også mine dygtige medarbejdere, mange trofaste kunder og en forstående kone for, at man kan skabe en succesfuld virksomhed . De sidste par år har vi været noget udfordret i butikkerne her på Industrivej. Først en lang periode med vejlukning og senere lukningen på grund af covid-19, men vi er kommet igennem det og ser fremad, derfor er anerkendelsen også rar at få, lyder det fra en tilfreds Birger Knudsen, der også gerne vil fortælle når der er noget positivt og ikke kun de negative historier i hverdagen.

Prisen til en succesvirksomhed:

– Selv om corona-krisen for tiden er allestedsnærværende, så er det ikke blevet mindre vigtigt at anerkende vores solide vækstvirksomheder. Tværtimod. For vores ambition med prisen er ikke alene at give et skulderklap til de mest succesfulde virksomheder. Det er også at formidle inspiration til de mange virksomheder, der har et uforløst potentiale for vækst, lyder det fra bankdirektør i Spar Nords direktion Martin Kudsk Rasmussen. BDOs administrerende direktør Stig Holst Hartwig supplerer med, at i en krisetid er det ekstraordinært vigtigt at holde fast i mulighederne og fokusere på det positive, så for os er det vigtigt at hædre og anerkende de succesfulde virksomheder, som ikke helt får den opmærksomhed, de fortjener. For det er dem, der er med til at sikre en kontinuerlig fremgang i den lokale og nationale økonomi. Med ”Succesvirksomhed 2020” ønsker vi at hædre de danske virksomheder, som også i en Corona-tid holder fast i det lange seje træk, siger han i en pressemeddelelse.