Tekst og foto: Renè Jørgensen (arkivfoto)
4. maj 2021.

Ribe-Esbjerg HH supplerer truppen med endnu en venstrehåndet skytte

Jonatan Mollerup rykker fra IFK Ystad til REHH i næste sæson.

I den netop afsluttede sæson har REHH –bl.a. på grund af sygdom og skader –for ofte været afhængig af meget få bagspillere. Det har sat sit præg på resultaterne.

Bestyrelsen og cheftræner Kristian Kristensen tilstræber derfor at samle et mere robust team i sæson 21-22. REHH har derfor skrevet kontrakt med den 27.-årige venstrehåndsspiller Jonatan Mollerup.

Efter 3 år i Ajax i 1. div. -og en tur omkring den franske liga -har Jonatan de sidste 3 sæsoner været en markant målscorer for IFK Ystad i den svenske liga.

For Kristian Kristensen er det betryggende, at der nu er flere stærke kort på alle pladser i bagkæden.
”Jeg har fulgt Jonatan i mange år. Han er en klog, stor og stærk tovejs-spiller, der har masser af mål og målgivende afleveringer i venstrehånden. Jonatans personlige kompetencer vil ligeledes passe rigtigt godt ind på holdet”.

Efter3 år i Ystad glæder Jonatan Mollerup sig til at spille i den danske herreliga:

”Den bliver jo stærkere og stærkere –og efter en god snak med Kristian Kristensen er jeg overbevist om, at skiftet til REHH’s seriøse projekt er det rette for mig”.

Jonatan Mollerup og Ribe-Esbjerg HH har indgået kontrakt for 2021-22 lyder det fra direktøren i Ribe-Esbjerg HH, Claus V. Madsen,  i en netop udsendt pressemeddelelse.