Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 19. september 2022

Ribe er en helt unik by, og en unik by skal have et unikt museum, der kan fortælle byens historie.

Det museum er der nu gode muligheder for at få, hvis det lykkes Sydvestjyske Museer at skaffe de omkring 60 millioner kroner, der skal til for at realisere projektet. Sydvestjyske Museer går nu i gang med at søge fonde om pengene.

Som omtalt andet sted i Ryk Ind, præsenterede Sydvestjyske Museer mandag de spændende planer for det nye museum.

Og arkæolog Maria Knudsen slog ved præsentationen af projektet fast, at der er flere grunde til, at Ribe er helt unik. Maria Knudsen er formand for den arbejdsgruppe, der sammen med AART architects og Moesgaard Museum har arbejdet sig frem til det foreliggende forslag.

Maria Knudsen fortæller bl.a., at byen er unik, fordi det er den første by i Norden,  den første kristne menighed opstod her, det var her, Ansgar byggede sin kirke- formentligt der, hvor domkirken ligger, Ribe har en ubrudt historie med storhedstiden fra byens grundlæggelse omkring år 700 til midt i 1300-tallet, og Ribe var den første Metropol med et meget stort handelsnetværk.

Dertil kommer, at de mange nyere arkæologiske udgravninger har givet en helt ny viden, som ikke er med i det nuværende museums udstilling. Den viden vil man gerne videregive.

Og endelig rummer museets samling over en million genstande.

I det nye museum indgår da også et skattekammer, hvor nogle af de mange, meget fine fund vil blive udstillet. Det er fund, der i dag opbevares på Nationalmuseet.

– Og det kræver store sikkerhedsforanstaltninger at få sådanne ting udstillet. Men med det nye projekt gør vi rigtig meget ud af sikkerheden, energi og det bæredygtige, forklarer museumsdirektør Flemming Just.