Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 1. april

Når Rued Langgaard Festival gennemføres i Ribe i dagene fra den 5. til den 8. september er en lang række kendte kunstnernavne med og blandt dem Ribe-drengen Niels Lyhne Løkkegaard.

Han vil stå bag et centralt punkt i festivalen, nemlig en uropførelse af Krist Klangen, hvor Niels Løkkegaard via ni tonegeneratorer, to orgler og kor forlænger og forvandler slutakkorden af Sfærens Musik. I dette arrangement inddrager Niels Lyhne Løkkegaard både domkirkepladsen, ruinen under Kannikergården samt domkirken.

Det skriver kunstnerisk leder af festivalen, Esben Tange, i domsognets menighedsblad.

Rued Langgaard Festivalen kommer i år til at stå i norske Edvard Griegs tegn. Grieg kendte familien Langgaard og var med ved det 11-årige vidunderbarn Rued Langgaards debutkoncert i 1905. Siden spillede Grieg og den norske natur en særlig rolle for Langgaard.

Esben Tange skriver videre, at Langgaard kæmpede forgæves for at få Sinfonia interna opført sammen med den visionære stjernemusik Sfæres Musik. Ved en koncert for solister, kor og orkester, hvor der også opføres karakterstykker af Grieg, bliver dette for første gang virkelighed i Ribe.