Tekst og foto: Renè Jørgensen (arkivfotos)
20. januar 2022.

Ribe Bryghus byder på Johnny Madsen Jam

Når du gæster tulipanfesten i Ribe i år, er der god musik på programmet.
Ribe Bryghus har  sammensat et attraktivt program for fredag den 13. og lørdag den 14. maj.

Flemming Christensen fra Marsk Music præsenterer en musikalsk oplevelse med Johnny Madsen Jam lørdag kl. 20, og det er intet mindre end et scoop i Tulipanfesten.
I efteråret gæstede trioen Farup Kirke og gav de fremmødte en musikalsk oplevelse.

– Vi vil give folk oplevelser, og derfor byder vi ind med god musik til tulipanfester, fortæller brygmester Lars Nielsen, der gerne vil gøre bryghuset til et kultursted med god musik.
Der har været musik i de hyggelige lokaler tidligere. Man skal komme i god tid, hvis man vil have plads.

Johnny Madsen Jam på akustisk tour 2022 gæster Ribe.

Johnny Madsen Jam har gennem 10 år oparbejdet et renommé som et solidt, autentisk alternativ til den ægte vare.
Bandet har senest i 2021 spillet en lang række koncerter over det meste af landet til små festivaler, by- og havnefester – og både små og store indendørs events.
Mange af disse shows har været med speederen i bund, men bandet mestrer også den mere afdæmpede, akustiske koncertoplevelse. Det vil vi rigtig gerne tilbyde publikum.
Den akustiske trio har bevist sit værd fra forsamlingshuse over kirkerum til små koncertsale over det ganske land – se, hvad andre siger om Johnny Madsen Jam på www.johnnymadsenjam.dk.
Med en autentisk vokal i forgrunden, den akustiske guitar, kontrabassen og et minimalt trommesæt vil trioen invitere til en aften med Johnny Madsens sange. Her er tid til de stille numre og den gode anekdote, men der er selvfølgelig også plads til Færgemanden, Johnny The Blues og Uden for Sæsonen for nu bare at nævne nogle få af Johnnys klassiske hits.

Johnny Madsen Jam består af:

Mogens Mortensen, guitar og vokal, Jesper Nordam, bas og kor og Mikael Bundgaard, trommer og kor.