Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Rene Jørgensen, torsdag den 5. september

Når Ribe Esbjerg HH fredag aften (6. september) spiller sin første turneringskamp på hjemmebane i Blue Water dokken, er der ikke alene lagt op til en spændende kamp. Der er også lagt op til revanche, for modstanderne er TTH Holstebro, der slog REHH ud af pokalturneringen med snæverst mulig margin. I Ribe vandt TTH Holstebro 28-27 over REHH.

Det var de små marginaler, der gav nederlaget. REHH førte med et mål ti minutter før tid, men det var TTH Holstebro, der trak det længste strå.

REHH’s assistenttræner, Kristian Kristensen, mener da også, at TTH Holstebro er favorit i opgøret fredag, men omvendt ser han absolut en chance for REHH til at tage de to point.

En af de væsentlige ting, Kristian Kristensen mener, der skal dæmmes op for i fredagens kamp, er TTH Holstebros kontraspil.

– I kampen i Ribe røg vi i første halvleg ind i en tsunami af kontramål. Jeg tror, TTH Holstebro scorede ni mål på kontra, og det skal vi have stoppet. TTH Holstebro er et af de hold, der i øjeblikket har det bedste kontraløb, siger Kristian Kristensen, der føjer til:

– Kan vi finde balancen mellem at spille frigjort i angrebet og dæmme op for deres kontra, har vi absolut en chance for de to point.

– Der er selvfølgelig andre parametre, der spiller ind, men det er et af de væsentlige.

TTH Holstebro er vel et af de hold, i skal ”bide skeer” med, hvis i skal være med i toppen?

– Der vil jeg godt korrigere dig. Jeg tror, TTH Holstebro, BSV, GOG, Ålborg og Skjern er kraftige bejlere til top fire, og vores målsætning er i første omgang at komme i slutspillet, altså top 8.

Er alle mand klar til fredag?

– Ja. Niels Dahl skal lige testes, men vi regner helt bestemt med, at han er med, siger Kristian Kristensen.

Kampen starter klokken 18.30.