Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Arkiv
Fredag d. 29. april 2022

Kan Vadehavet være sjovt? Kan man gøre grin med fugle, med at samle østers og med stolte, gamle traditioner?

Ja, da – selvfølgelig kan man det, mener Frederik Knudsen, bag revyprojektet “RAV I DEN – En sælironisk revyoplevelse om Vadehavet”

Ideen til projektet er udviklet af Frederik Knudsen, i samarbejde med nationalparkens kulturudvalg & Victor H. Bjerrum.

Revyen skal turnere i 4 byer i vadehavsregionen (Esbjerg, Fanø, Varde & Tønder) og skal spille for skoler, gymnasier og efterskoler, samt en række offentlige forestillinger. Revyen har premiere 12.August 2022 og spiller frem til og med 21.August.

Frederik Knudsen (bl.a. kendt fra ”Spark mig i Revyen”), fortæller:
Revy-projektet skal bidrage til formidlingen af kultur, natur og samfund i vores nærområde, tiltrække opmærksomhed og i det store hele medvirke til at sætte fokus på vores region som et sted, man vælger at bo eller studere. Vi vil tage emner om Vadehavet op, der med garanti vil få publikum op af stolene af grin og forhåbentligt give ny spændende viden om vores nationalpark med hjem!

Revyen søger unge skuespillertalenter i alderen 18-25 år, som har lyst til spas og løjer med og om Vadehavet og som brænder for at stå på en scene. Unge som gerne vil prøve kræfter med revyen som genre og har lyst til at være med på holdet som skuespillere.

Audition kommer til at foregå: 8. MAJ 2022 KL: 11-15 Huset Esbjerg Finsensgade 1, 6700 Esbjerg. Til denne audition vil projektleder & skuespiller Frederik Knudsen være til stede sammen med tekstforfatter og sparringspartner Victor Bjerrum.

Tilmelding til audition foregår på mail: knudfrede10@gmail.com senest d. 6. Maj. Ved tilmelding vil du hurtigst muligt få tilsendt 1-2 tekster der skal indstuderes til prøven. Det er et krav, at du som medvirkende kan reservere følgende datoerne i kalenderen: 5 – 12 August + 15, 16, 17, 19 & 21 August