Tekst & Foto: Johnny Tauman        Dronefoto: Ove Detlevsen
15. januar 2022

– Vi følger tidsplanen med anlæggelsen af cykelstien langs Rosen Allé, fortæller formand Ove B. Holst, mens han holder en pause med nedbrydningshammeren. Han nyder sit arbejde, hvor der er mange udfordringer – se nu fx det nye trafiksignalanlæg, som skal kobles sammen med jernbanens bomanlæg.

Krydset bliver sikret på bedste vis – og der er en del flere standere med trafiklys, end det gamle system. – Se nu bare der, hvor politiet har parkering og garage: Skal politiet rykke ud fra Brandmands Smøgen, kan de få alle lyssignaler til at skifte til RØDT, mens de passerer for grønt over fortovet og cykelstien på Rosen Allé. Alene denne nyskabelse kræver flere master.

Formanden fra Nørgaard Anlæg peger også på de nye ledninger, som er ”skudt” under jernbanen og klar til at blive forbundet på Tangesiden.
Men der er en ting, der glæder Ove B. Holst mest: – Det er lykkedes at få alle kabler, der skal i jorden fra forskellige firmaer med i første omgang.

Da RYK IND RIBE var forbi onsdag begyndte færdiggørelsen af cykelsti og fortov fra Tvedgade – og brolæggerne arbejdede sig støt videre frem mod Banegårdspladsen.