Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, fredag den 22. januar

Som et led i en stor udviklingsplan, der skal stimulere kendskabet til den danske komponist Rued Langgaards (1893-1952) musik, præsenterer Langgaard Fonden og Rued Langgaard Festival Langgaard Masterclass og Konkurrence i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium.

Målet er at stimulere kendskabet til Rued Langgaards musik i det professionelle, danske miljø og give unge talentfulde musikere koncerterfaring.

Langgaard Masterclass og Konkurrence er blevet til på baggrund af initiativ fra Rued Langgaard Fonden, og den bliver gennemført i et ligeværdigt samarbejde mellem fonden og festivalen.

Lederen af Langgaard Masterclass og Konkurrence, sangerinde Signe Asmussen, siger om Rued Langgaard: – Langgaard har – måske med rette – længe været en outsider i dansk musikliv; og han har givetvis også været en (lidt for) stor mundfuld for et lidt tilknappet, bornert parnas i sin tid pga. sin totalt kompromisløse og vildt følelsesladede tilgang til musikken og selve dét at være til. Men han VAR forud for sin tid, ekstremt visionær og eventyrlysten. Det er på tide, at han nu får lov til at indtage den plads i vores fælles, musikalske bevidsthed, som retteligt tilkommer ham, side om side med Nielsen, Heise, Lange-Müller og alle de andre, skønne, danske komponister, som helt naturligt er en del af vores national-repertoire.

Der bliver afholdt Langgaard Masterclasses på landets tre musikkonservatorier i løbet af de kommende måneder inden for kategorierne sange, soloklaver, violinsonater og strygekvartetter. D. 24.-25. april afholdes Langgaard Konkurrencen i Koncertkirken i København. Vinderen af konkurrencen skal spille åbningskoncerten af Rued Langgaard Festival i september i Ribe.

Esben Tange, der er kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festival siger: – Rued Langgaards musik er fuld af overraskelser og kan fortolkes på et utal af måder. Netop derfor ser jeg med stor glæde og spænding frem til at opleve de unge studerendes bud på Rued Langgaards musik. Måske kan netop de formidle hidtil skjulte sider af en musik, vi først nu er begyndt at fatte omfanget af.