Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, torsdag den 15. april

Formentligt mandag den 3. maj kommer byrådets udvalg for plan og miljø til at tage stilling til, hvad der fremover skal ske med Mølledammen i Ribe.

Som tidligere beskrevet her på siden, har byrådets udvalg for teknik og byggeri besluttet at søge udvalget for plan og miljø om tilladelse til at skære grøde i Mølledammen fire gange årligt samt med års mellemrum at oprense dammen.

Dermed er der lagt op til, at der skal ske noget konkret omkring Mølledammen. Sagen om grødeskæring og eventuel oprensning har som bekendt verseret i årevis og har været sendt frem og tilbage mellem kommunen og forskellige centrale myndigheder og styrelser.

På et tidligere møde skar udvalget for teknik og byggeri i gennem og vedtog, at der skulle sendes an ansøgning til plan og miljøudvalget om en tilladelse. Det er kommunen, der har myndigheden på stedet, og på det område er det udvalget for plan og miljø, der er fagudvalg.

Flere af Ryk Ind Ribes læsere har undret sig over, at sagen ikke allerede er havnet på plan og miljøudvalgets dagsorden, men det skyldes stor travlhed, forklarer udvalgets formand, Karen Sandrini (S).

– Vi har rigtig mange sager for tiden, og vi holder jævnligt ekstraordinære møder for at få sagerne afviklet. Således forleden, hvor vi var en rundtur i den indre by i Esbjerg for at kigge på nogle sager og problemer her. Vi har netop måttet pille adskillige sager af dagsordenen for det næste, ordinære møde.

– Men jeg regner med, at sagen om Mølledammen kommer på dagsordenen for vores møde den 3. maj, oplyser Karen Sandrini.