Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 23. juni 2022

Arbejdet med at etablere de nye flydebroer ved Kammerslusen, skrider nu fremad.

I går blev området omkring restauration Kammerslusen forsynet med en ny vej, idet der blev lagt store køreplader ud gennem autocamperpladsen og ned langs åen. Kørepladerne skal bruges, når et stort bæltekøretøj skal ned til åen for at bore de mange pæle ned i åbunden, som skal sikre, at den nye flydebro ved Kammerslusen bliver, hvor den skal være.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En lang “stålvej” skal sikre, at den tunge maskine ikke synker i.

Flydebroen er tidligere sat i vandet og midlertidigt fortøjet øst for selve slusen. Den skal dels fungere som bådebro for gæstesejler og turbåde, ligesom der bliver et afsnit til kanoer og kajaker.

Det tog en halv dag at lægge de store køreplader ud, og på mandag ventes det, at bæltekøretøjet kommer.

Formanden for Ribe Sejlklub, Kars Burhkall, har tidligere fortalt, at man i sejlklubben håber, at arbejdet kan være færdigt inden sommerferien.

Rørene, der skal holde bådbroen fast, er også kommet.