Tekst og foto: René Jørgensen, copyright.
17. april 2019.

Tulipanfest, Ribe 2019

Hotel Dagmar & Masser af Succes afholder koncert på torvet ved Domkirken under dette års tulipanfest i Danmarks ældste by, Ribe. Kom og vær med til en hyggelig aften! Der bliver spillet de fedeste numre fra Gasolintiden og frem til Kjukkens versioner den dag i dag, skriver Masser af succes på deres Facebook side.

Sidste år ved tulipanfesten underholdt bandet samme sted, og alle pladser var optaget rundt ved bordene. Der var skabt fest og farver fra første til sidste sang. Vejret var fint, og der blev sunget med – ikke mindst fra en lille flok herlige kvinder, der havde deltaget i damefrokosten tidligere på dagen, men var ”still going strong” og pyntede festen med skønsang og dans.

Hvad ingen vidste var, at vi hen under efteråret måtte sige farvel – alt for tidligt – til kære Kim Larsen, som jo var grunden til, at vi støttede op om musikken på torvet – en musik vi gennem mange år har nydt og kan synge med på.

Mon ikke Gadegaard og resten af bandet vil mindes Kim Larsen denne dag. Ingen tvivl om, at tilhørerne vil tænke tilbage på manden, der skabte så meget dejlig musik – både med Gasolin, Kjukken, Bellami eller når han selv fattede guitaren og lod poesien strømme ud til publikum.