Tekst & Foto Johnny Tauman
16. marts 2020

 – Da jeg stoppede med at spille håndbold og fodbold midt i halvfemserne, må jeg erkende, at ingen af de store klubber havde fået øje på mine talenter, fortæller den 80-årige Martin Paulsen fra Roager. Han var den første formand i KVIK 70 – og startede allerede som 12 årig med at spille udendørs håndbold i sommermånederne. – Ja, og så må jeg også erkende, at min fodboldkarriere først begyndte som 35 årig, siger Martin med et smil.

I dag er 80-årige Martin stadig aktiv.

Fik håndbolden på landkortet

Carl Christian Berndsen supplerer med, at det var Martin som fik håndbolden på landkortet i KVIK 70 efter de to store idrætsgrene: gymnastik og fodbold. – Martin var en inkarneret håndboldspiller – og det var med afsæt i begejstringen for spillet, at KVIK 70 fik bygget en stor håndboldafdeling på benene.
– Hvad de færreste nok ved, så både stod Martin for et serie 6 hold i fodbold – og spillede med på holdet, fortæller Carl Christian.

Stammer fra Sønderjylland

Martin Paulsen startede i en lille landsbyskole i Kragelund, der ligger ca. 10 km fra Padborg. – Vi skal tilbage til 1947 – og skolen havde kun to klasser, så det var overskueligt, fortæller Martin, der ellers tog sin skolegang og uddannelse rundt i Sønderjylland.
Fra 1952 til 1957 gik han på Tinglev Realskole, hvorfra turen gik videre til Tønder Statsskole i perioden 1957 til 1960.

“På græs” på Bornholm

Som mange andre blev Martin indkaldt til aftjening af værnepligten: – Jeg sprang soldat i Søgårdslejren – og havde opdaget, at der var lærermangel – så hvorfor ikke tage en læreruddannelse? .
Uddannelsen varede fire år fra 1962-65 – og indbefattede et halvt år ”på græs” med fuld løn. Martin søgte til Bornholm, hvor han med egne ord ”havde et sjovt halvår”.

Valgte Roager Skole

Tilbage på seminariet gik snakken – hvor skulle man søge job efter den sidste eksamen?
En af Martins klassekammerater havde været i Roager og havde været godt tilfreds. –Derfor blev jeg enig med mig selv om, at jeg jo lige så godt kunne søge til Roager som et andet sted, konstaterer Martin med en vis tilfredshed i stemmen – Jeg må jo sige, at det ikke var skudt helt ved siden af, for jeg er aldrig kommet herfra.

Han var lærer på Roager Skole fra 1965 til 2000, hvorefter jeg gik på pension.

Martin samlede de to foreninger med mange aktiviteter i et stærkt KVIK 70

Første formand i KVIK 70

Uden nogen erfaring med bestyrelsesarbejde blev Martin valg som formand for KVIK 70´s første bestyrelse i 1970. Martin fortæller til RYK IND RIBE, at sammenlægningen af Roager- og Spandet Idrætsforeninger ikke var helt problemfri. – Der var en del modstand, både i Roager og særlig i Spandet, men jeg husker ellers ikke så meget fra min formandsperiode, siger Martin Paulsen – og gør også opmærksom på, at det er sket for 50 år siden.

Fup i tovtrækning

Men han husker alligevel en sjov episode fra en idrætsuge. Der skulle være tovtrækning mellem Spandet og Roager. – Om vi syntes, at spandetfolkene så stærkere ud end os fra Roager, husker jeg ikke, men vi blev enige om, at når vi var kommet godt i gang med at trække, skulle en af os råbe et aftalt ord, og i det samme slække i tovet.
Det resulterede i at spandetfolkene faldt bagud, så det blev en let kamp.
Martin stoppede som formand i 1972.

Martin har et godt blik for spillet – hurtig og god til at “lure”.

Badminton – god til at “lure”

Interessen for badminton har varet 40 år. – Så vidt jeg husker, begyndte jeg at spille badminton omkring 1980, konstaterer Martin, som synes, at det er et dejligt spil, selvom teknik og hurtighed ikke er min stærke side. Denne vurdering kan vi dog ikke lade stå alene. – Når Martin spiller badminton på fredagsholdet – drenge i alderen 64 til 80 år – så skal man være parat på denne anden side af nettet. Martin har nemlig et fantastisk blik for spillet – og så er han god til at ”lure” ved nettet og slår dermed også mange pointgivende bolde, konstaterer Carl Christian Berndsen.

Er med i en “løfkiub”

– Omkring 1975 var vi nogle stykker der startede en ”løfkiub”. Den eksisterer stadigvæk, selvom der ikke er så mange, som løber mere. Det sociale er nok det vigtigste. Efter at have overstået strabadserne i Stensbæk Skov, mødes vi på skift ved de forskellige medlemmer og får et par øl, og en god gang snak, fortæller Martin i sin afsluttende kommentar.