LørdagsRETROEN: En god forretning at sejle med turister!

Tekst, foto og collager: Johnny Tauman
12. maj 2018

Hvad ved vi egentlig om rutebåden ”Riberhus”? Det var en båd, som var vanskelig at manøvrere i åløbet – og som derfor havde mange uheld, hvor passagerer fx måtte vade i land, når båden var gået på grund. Men der var også succeshistorier, som da der i 1978 var 10.000 passagerer ombord.

“Riberhus” var en fladbundet kasse

Trods det flotte passagertal, var Bjarne Kiholm ikke i tvivl, da RYK IND bad ham sætte et par ord på ”Riberhus”: ”Det var en kasse, som ikke burde have sejlet på Ribe Å – den savnede faktisk ALLE muligheder for at navigere.”
”Riberhus” sejlede i 1993 for sidste gang på Ribe Å.

Husbåd efter omtumlet tilværelse

I dag er ”Riberhus” husbåd i København (siden 2017) efter en mere eller mindre omtumlet tilværelse, siden den blev taget ud af drift: ”Riberhus blev brugt til sightseeing under Esbjerg første ”Cutty Sark” arrangement, men sank senere i nærheden af Fanø-færgeriet.
I lang tid lå den på land i Tjæreborg, hvor ejeren John Josephsen barslede med ideen om at lave en flydende restaurant ved Skibbroen.
For øvrigt var det Fridtjof fra Nr. Farup, der sidst sejlede båden.

Der var i 60´erne markante bådførere

Der var to både – og to markante bådførere: Johan Poulsen med båden ”Kristine” (og med det største kendskab til Vadehavet på det tidspunkt), og August fra Præstegade med båden ”Svend”.  Lad os først lige kaste et blik på bådene og deres historie.

”Kristine” var et smukt skib

Kristine var bygget i Struer – en forholdsvis lang træbåd – der fik monteret en firecylindret motor drevet på benzin (læs om motorens overraskende historie i morgen).  Midt på båden var der et mindre lukaf, hvor man kunne søge ly i dårligt vejr. Kristine kom efterfølgende til Haderslev Fjord – rygtet siger vistnok til nogle spejdere.

“Svend” sprængt i stykker

”Svend” havde først fungeret som rutebåd mellem Ballum og Kongsmark – den havde både metal ræling / rækværk hele vejen rundt og en lille butik, hvorfra der blev solgt sodavand, is og postkort og andre souvenirer som stokke. Da” Svend” ikke længere kunne sejle, blev den slæbt ud til Rørholm på den anden side af Ringvejsbroen. Her lå ”Svend” i længere tid til gene for den øvrige trafik, indtil den en dag var sprængt i stykker. Historien fortæller, at det skulle være sket i samarbejde med hjemmeværnet. Men måske kender du en helt anden vinkel?

”Kristine” og ”Svend” kæmpede om lejrskoler

”Kristine” lå først på Skibbroen, mens ”Svend” lå neden for havnekranen.
De to bådførere havde gode tider i sommerhalvåret – med mange sejladser med turister og lejrskoler. Det gjaldt om hurtigt at fylde båden op og så afsted. Den, der først nåede ”slusen”, fik først passagererne i land. Der var nemlig kun en landgangsbro derude! Og så tilbage til en ny tur fra Skibbroen – sejltid ca. 35 min hver vej.

Stridslystne kombattanter ramte bro

De to bådførere var også stridslystne kombattanter – og et kampløb gik grueligt galt, da de sejlede ind i Holmbroen – en gammel klapbro udført i træ. Rester af broen ses stadigvæk i vandkanten (læs: søndag).

”Martha” planlægger med 45 min. sejlads

Den 12-14 mand store besætning, der er tilknyttet det nye rutefartøj ”Martha” forventer at bruge 45 minutter på turen fra Skibbroen til Slusen, fortæller Bjarne Kiholm, der har en skipperuddannelse af 3. grad og ikke mindst et enormt kendskab til å-løbet med alle dens fælder og historier. “Martha” er det seneste skud i rutefamilien – og det mindste skib.

RYK IND har med stort udbytte talt med såvel Torben (Tobak) Pedersen, Bjarne Kiholm som Poul Davidsen under tilblivelsen af disse artikler, hvor skrevne data synes at være en mangelvare.

(fortsættes søndag)