Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
20. oktober 2021

Anden del af to

Kaffen er indtaget – solen er brudt igennem. Det er tid til at tage en rundtur på Naturlegepladsen og finde nogle steder til at tage billeder.

Et frækt spørgsmål om “Storkenes by”

Det er en skøn natur – så hvorfor ikke lige stille et frækt spørgsmål: Er det et fremtidigt brand at kalde turistmagneten: Ribe – Storkenes by. Her kommer der et præcist svar: – Det er jo længe siden Ribes hustage var fyldt med storke, men jeg gad godt, det blev sådan igen, kommer det fra May-Britt uden at slå op i sin mobilenhed, som har summet mange gange i løbet af vores snak. – De år, der var allerflest storke i Ribe, var så vidt, jeg husker tilbage i 1930’erne. Storkene er en del af Ribes identitet, om end der ikke er så mange her mere. Ribe er et brand i sig selv og “Storkenes by” er måske lidt outdated, når nu vi ikke har de mange besøgende storke mere.

Glad for de mange lokale tiltag

Imens er vi nået hen til højen og det er tid til at se nærmere på de lokale udfordringer. Og her synes May-Britt, at Esbjerg Kommune – forvaltningerne og politikerne skal blive bedre til at inddrage lokalområderne og borgerne i beslutninger, der betyder noget for deres område.
Hun peger endvidere på Ribe Svømmebad, som ”endelig” får sin udvidelse: – Det har jeg været fortaler for – og så glæder det mig, at Historie og aktivitetsparken ser dagens lys i 2022. Hun vægter attraktive tilbud, som er målrettet børnefamilierne, så de har lyst til at blive boende, måske bosætte sig, eller gæste byen. Og så handler det også om at få kulturen til at blomstre i bykerner og lokalområder – og ikke mindst at følge processen med sektor planen Park, Skov og Fritidsliv. May-Britt peger også på, at ældreområdet og erhvervslivet er områder der ligger hende meget på sinde.

Skal Ribe være “turisme by”?

Og så skal vi naturligvis ikke undlade at nævne May-Britts initiativ til en løs drøftelse i økonomiudvalget, om at arbejde for, at Ribe bliver klassificeret som turisme by, så forretningerne har mulighed for at holde åbent på helligdage osv. Og nu afventer Esbjerg Kommune så en henvendelse fra Ribe Handelsstandsforening, der skal tilkendegive, om der skal arbejdes videre med forslaget.

Hestepige og håndboldspiller

I øvrigt dækker arbejdet som udvalgsformand for Kultur & Fritid bredt. May-Britt har på den sportslige område fra unge været ”hestepige”.  – Jeg har dyrket rigtig meget ridning før i tiden, både som barn, ung og voksen, hvor springning fyldte meget i barneårene, så tog dressuren over i ungdoms- og voksenårene. Ridning, avl og heste i det hele taget fyldte rigtigt meget i en lang årrække, lyder det begejstring over tilbageblikket, med i dag er det slut. Nu bliver der kun tid til, at døtrene kan få en tur på ponyen, som mormor og bedstefar har anskaffet. – Men jeg elsker egentlig sport, om end jeg er hæmmet af gamle skader. Jeg har som barn/ung spillet håndbold, hvilket jeg også var glad for, siger den snart 40 årige kvinde, der nu ”nøjes” med lange gåture og cykelture. Tiden er ikke rigtig til så meget der udover.

Medlem af flere bestyrelser

Som byrådsmedlem får man indsigt i mange områder – og det er da også blevet til plads i flere bestyrelser: Nationalpark Vadehavet, Sydvestjyske Museer, Esbjerg Kunstmuseum, Danmarks biblioteksforenings repræsentantskab og Advisoryboard ved Verdensmålshuset i Esbjerg.

– Jeg er lidt teflonbelagt

Det sidste, der skal udfordres, inden der er tid til at sige farvel, er en af May-Britts udtalelser om sig selv: – Jeg er lidt teflonbelagt – ikke bange for øretæver. Det skyldes måske til dels, at jeg har haft den opvækst, jeg har og så ikke mindst at mit store forbillede er Margaret Thatcher: den engelske jernlady, som var den mest kontroversielle politiske figur i 80´erne, som i øvrigt også fik nogle politiske øretæver undervejs.
– Og så var jeg jo ellers blevet politibetjent, hvis mit liv havde formet sig anderledes, siger May-Britt og tager cykelhjelmen.

Tak for i dag

Efter et kort farvel, går det stærkt hjemad – hvor de mange opkald og sms´er afventer hendes svar.

Faktuelle data

Uddannelse:
Professionsbachelor som folkeskolelærer og pædagogisk diplomuddannelse indenfor socialpædagogik

Ansættelser:
2008-2012 socialpædagog på Lærlingehuset (privat døgninstitution),
2012-2013 vikariat som lærer på Asbæk Efterskole (specialskole),
2013-2014 fast vikar på DSO Føniks (privat døgninstitution),
2014-2020 socialpædagog på Ungecenter Huset Relatus (kommunal institution),
2006 – nu Autoriseret Ponymåler ved Dansk Ride Forbund,
2020 – nu indehaver af JBK Udlejning ApS.