Tekst og foto: Johnny Tauman
31. juli 2018

Hans Mikkelsen fra 36 boede engang på en landejendom i Tved – 49 tønder land og bestanden af køer lå på 12-14 stykker.

Hans er skarp på historiens årstal

RYK IND traf Hans under et besøg på Områdecenter Åhaven – og hvilket møde! Hans er en fantastisk person med en viden, som kan slå Google af pinden, når det handler om årstal og sammenhænge i nærområdet, men så sandelig også i f.eks. Flensborg og Schleswig.

Samler på væsentlige udklip

Trods udfordringer med synligt kaster Hans sig over to aviser dagligt – og naturligvis papirversionerne, hvor vigtige ting kan klippes ud.

Holder to aviser

Hans bruger dagligt mange timer på at holde sig orienteret

”Jeg er rigtig glad for Flensborg Avis,” fortæller Hans, som også har den daglige avis fra JydskeVestkysten liggende på bordet sammen med den uundværlige lup: ”JV er god, men temmelig dyr, men jeg skal have to aviser!”
”Jeg leverede mælk til mejeriet i Ribe – du ved nok, at det først var i Sct. Peders Gade fra 1893 – og senere på Plantagevej, – du har vel nogle billeder, du kan sætte ind i artiklen?”, kommer det frisk fra den 82-årige, som aldrig har haft bil eller kørekort.

Mejeriet i Sct. Peders Gade

Mejeriet på Plantagevej

Pillede ved traktoren for at få fart

”Hvordan kom du så til byen?” – Her smiler Hans og løfter lige låget for en lille hemmelighed: ”Jeg tog bare traktoren – og fandt ud at pille lidt ved den, så den kunne rende virkelig hurtigt!” Hans fortalte, at det drejede sig om to traktorer: En Fordson og en Ford 3000 (Blå model).

Klar besked om skolen

Fortæller gerne – og giver klar besked

Hans har gået i skole i Tved – her var een lærer til 33 børn. Der var mange skoler i området – fx i Horslund / Vesterenge / Kamp. ”Der var også dengang en dame, der var utilfreds med undervisningen – men hun glemte at se indad i familien, inden hun klagede – man kan jo ikke hælder en liter på en beholder, der kun kan rumme en deciliter!” Jo, Hans giver klar besked: ”Hendes børn var så dumme, så det var lige meget, hvem læreren var!”

Flyttede og begyndte at handle i Gram

Hans flyttede fra Tved til sit hus i Skallebæk, som han ikke har afhændet og stadig besøger, selvom han nu på 4. år bor på Områdecentret. Han omtaler bla. snakke og samtaler med Søren Mulvad fra Varming som meget værdifulde.
Mens Hans Mikkelsen boede i Skallebæk støttede han den lokale brugsforening – og da den lukkede, så var det næsten naturligt at flytte handelen til Kvickly i Ribe. Men nej! ”Jeg valgte at tage bussen til Gram – her fik jeg en rigtig god betjening af uddeleren med plads til en lille snak om verdens situationen,” sagde en smilende Hans, som begyndte at ”trippe” for at komme i gang med dagens studier i den trykte presse.

Boede med Maren og Thomas

Hans Mikkelsen har aldrig været gift, men boede sammen med Maren – og så Thomas! Umiddelbart troede RYK IND, at der var tale om en hund – men med glimt i øjet fortalte Hans, at det var en klog kat, som han havde fået af én, der hed Thomas. Katten kunne fx selv åbne køleskabet!

Ikke sidste gang

Klar med luppen

Da RYK IND sagde farvel til Hans, så var der straks en invitation til at komme på besøg igen – og det er ikke sidste gang, han får mulighed for at fortælle. Inden RYK IND har forladt lokalet er studierne i fuld gang……