Tekst Hasse Jørgensen,  foto Ove Detlevsen, lørdag den 6. marts

Det er en kendt sag, at selv om meget af det affald, der leveres på genbrugspladserne i Ribe Kommune er affald, er der også mange brugbare ting, der bliver kasseret unødvendigt. Årsagen er bl.a., at når tingene er smidt i en container, må genstandene ikke samles op igen.

– Vi kender alle til, at der smides ting ud, som faktisk stadig fungerer, men som ejeren ikke længere har brug for, og spørgsmålet er, hvordan vi kan sikre, at de ting bliver genanvendt.

– Det er en snak, vi i udvalget for teknik og byggeri har taget hul på med baggrund i den brugerundersøgelse, der er lavet på genbrugspladserne, og som viser, at folk gerne vil sortere og genbruge affald, fortæller formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (V).

Brugerundersøgelsen viser stor tilfredshed med genbrugspladserne og ikke mindst personalet på disse.

– På det sidste udvalgsmøde havde vi da også meget ros til personalet, der bliver mere og mere serviceminded, siger udvalgsformanden.

Han peger på, at man ikke kan løse genanvendelsen af brugbart materiale ved at lade folk ”klunse” på pladserne.

– Det ville sikkert føre med sig, at vi havde flere klunsere på pladsen end borgere, der skal af med affald.

– Men de fleste kender til, at de har noget, der faktisk ikke fejler noget, men som man ikke har brug for og så afleverer på genbrugspladsen. Spørgsmålet er, hvordan vi kan udnytte disse ting, og det er den snak, udvalget har taget hul på, siger Søren Heide Lambertsen.