Tekst & Collage Johnny Tauman
4. marts 2019

Fusionen, der lykkedes og stadig har godt fat i lokalbefolkningen med fokus på nye aktiviteter i takt med at mulighederne opstår: Det er KVIK 70, det handler om – og som i 2020 kan fejre 50 års jubilæum. Indtil 1970 var der to idrætsforeninger – én i Spandet og én i Roager, men driftige ildsjæle så muligheder ved en fusion og skabte KVIK 70.
Til at fejre jubilæet er der oprettet en Facebookgruppe, som på kort tid har fået 152 medlemmer.

KVIK 70 har nedsat en styregruppe til planlægning af jubilæet, som vil kulminere i idrætsuge i uge 22 med en reception og den store fest lørdag d.30. maj 2020 i “Æ hal”
Styregruppen består af: Carl Chr. Berndsen, Carla Munk, Jan Sørensen, Martin Paulsen, Jette Thuesen og Dennis Ebsen.

Allerede nu er der god gang i Facebook-gruppen, hvor Nielsjørn Gotthardsen skriver: ”Ja i 1970 var jeg 7 år. Det var dengang man spillede miniput. Og som jeg husker det, spillede vi en kamp, som vi vandt 21-0 og vi måtte have piger med for at kunne stille hold. Men gymnastikken kom, og den har givet mig mange gode oplevelser. Vil da komme hjem til 50 års fest i KVIK 70.
Og Jan Egeris Jepsen supplerer:  ”21-0 over Døstrup. Træner Palle Wehner”.
og for at fuldende historien, så skriver Marianne Primdahl, at hun var en af pigerne, Kirsten Marie den anden.

RYK IND RIBE vil følge op frem mod jubilæet – bla. ved at snakke med Jette Thuesen, som har skabt den første kontakt.