Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 16. oktober

Den tyske film ”Flugten fra Østtyskland” fra 2018 er baseret på den sande historie om de østtyske familier Strelzyk og Wetzel, som i september 1979 trak overskrifter verden over.

Den kan nu ses i Ribe Filmklubs seniorbio-forestilling på tirsdag den 19. oktober kl. 15.30 i Fællessalen på seminarieHuset, hvor der som sædvanlig er gratis adgang for alle.

De to familier arbejdede i al hemmelighed på at konstruere deres egen luftballon, som skulle gøre det muligt for dem at flygte fra det østtyske diktatur til friheden i vest. En farlig og vovet plan, hvor både forberedelsen og flugten bragte de impliceredes liv i fare i en stat, hvor sikkerhedstjenesten Stasi havde informanter overalt. Da Stasi kommer på sporet af gruppen og deres plan, bliver familiernes flugt en kamp med tiden.

Jyllands-Posten skrev:”1970’er-portrættet er præcist, og de gulbrune nuancer skaber et virkningsfuldt univers. Men mest af alt er fortællingen stadig her 30 år efter Murens fald en stærk og larmende aktuel påmindelse om ikke at tage friheden for givet”