Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, mandag den 11. oktober

Helt som forventet sagde et enigt byråd ja til kommunens budget for det næste år samt overslagene for de kommende år. Forventningen skyldes, at det er samtlige byrådets partier, der står bag budgettet.

Og helt forventet medførte behandlingen af budgettet en næsten to timer lang debat, hvor de enkelte talere roste samarbejdet omkring budgettet, men hvor der også blev brugt tid på at trække de uenigheder op, som til trods for den generelle enighed også findes, ligesom der også blev brugt tid på at fremhæve, hvad den enkelte havde kæmpet for.

Fra flere sider blev det påpeget, at i et forlig kan man ikke få alle ønsker.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) konkluderede, at det er et godt budget, og at det er ligegyldigt, hvem der har kæmpet hvad ind: – Det er det her, vi kan nå til enighed om, fastslog borgmesteren.

Vi vender senere tilbage med et mere udførligt referat fra debatten.