Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 2. marts

Samtidig med, at Ribe har fået en ny og spændende forretning i form af Huset Ribe, venter der yderligere en ny butik.

Huset Ribe er som bekendt flyttet på den anden side gågaden i forhold til den første forretning, og Søren Olesen fra Huset Ribe er allerede gået i gang med at renovere de nyligt fraflyttede lokaler.

Hvad de skal bruges til, vil Winni Bonnichsen, der sammen med Søren Olesen ejer butikkerne, ikke løfte sløret for endnu.

– Det venter vi lige lidt med at fortælle. Men jeg kan love dig, det bliver spændende, men det bliver hverken lysstøberi eller bolsjekogeri, som der går rygter om. De ting må vi slet ikke lave i den gamle bygning, men jeg kan fortælle, at navnet bliver Happy Ribe, lyder det med et stort smil fra Winni Bonnichsen, da vi møder hende i den nye butik.

Happy Ribe kan dække over mange ting?

– Det kan det, lyder det hemmelighedsfuldt.

Og mere får vi ikke ud af Winni Bonnichsen om den sag. Til gengæld vil hun gerne fortælle om den nye butik, der er indrettet i lokalerne, hvor før Flying Tiger havde til huse.

Her er der sket store ændringer. Dels er det varesortiment, Huset Ribe havde i de gamle lokaler, blevet udvidet med mere brugskunst og flere delikatesser, ligesom det er muligt at købe en flaske kølig vin.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En scooter eller tuk-tuk, som mange kender fra Østen, kan også købes.

Firmaets scootere og tuk-tuk er stadig med i lokalet sammen med flere former for møbler. Og en væg er væltet, så der er åbnet til det tidligere lagerlokale bagest i forretningen. Her skal der laves en permanent julestue.

Også om sommeren?

– Ja, folk er vilde med juleting, og vi begynder allerede at sælge kalenderlys i maj, lyder det fra Winni Bonnichsen, der sammen med Søren Olsen også driver Rømø Lys..

En nyskabelse er også det lille cafe-arrangement, hvor kunderne kan nyde en kop kaffe i mange varianter, en sodavand eller anden forfriskning sammen med kage, forretningens berømte romkugler, lidt tapas eller andet mundgodt, når ellers corona-tiden tillader det. Det hele kan også købes som take away.

– Det vi sælger, er ikke noget, de andre cafeer har, for vi skal ikke ud og konkurrere med nogen. Det er et supplement, understreger Winni Bonnichsen.

Hun glæder sig i øvrigt over den modtagelse, Huset Ribe har fået i Ribe.

Cafe-gæsterne eller de, der køber forfriskninger til take away, betjenes her

– mens butiksvarer ekspederes her.