Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 25. oktober
Så er der lys for enden af tunnellen. Hvis alt går, som det tyder på i øjeblikket, bliver de aktive parkeringaskilte i Ribe helt aktive inden julehandlen.
Uden at give garantier er det det, formanden for udvalget for byggeri og teknik, Søren Heide Lambertsen (S) regner med.
Han bygger sin optimisme på, at leverandøren nu nøjagtigt ved, hvor fejlene er og hvad der skal gøres ved dem.
– P-henvisningen er nu næsten oppe at køre. Vi mangler lige at lægge et slidlag på en af parkeringspladserne, før vi kan få den endeligt med. Systemet virker flere steder, og man har nu styr på, hvad der er galt, hvad der skal gøres, og derfor ved man også, hvilken vej, man skal gå. Det er glædeligt på mange måder, siger Søren Heide Lambertsen.
– Og det bliver fuldt funktionsdygtigt inden julehandlen?
– Det ser det ud til. Det var lidt frustrerende en overgang, fordi man ikke vidste hvad og hvor meget, der skulle til, men det har man styr på nu, siger udvalgsformanden.
De aktive p-skilte skulle have været klare til turistsæsonen, men et nyt system bygget på trådløs kommunikation samt bilisternes anderledes adfærd end forventet bevirkede, at systemet først nu ser ud til at komme til at fungere 100 procent.