Tekst & Foto Johnny Tauman
20. december 2018

Det var en smuk og statelig bygning med masser af arbejdspladser og ikke mindst rejsende, som brugte de service faciliteter som var til stede: bagageindlevering, billetkøb samt handel i kiosken på perronen – og skulle toget være forsinket, så var der måske nogle ledige pladser i restaurationen.
Men så gik det tilbage – mere og mere blev automatiseret og svanen måtte gå i dvale som en grim ælling, hvor kun et halvtag og automater står tilbage – og på en regnfuld tåget december eftermiddag er det begrænset med, hvor megen hygge, der kan stables på benene.
Men fra 2019 vil Jernbanestationen igen rejse sig – og knejse om en svane. Først i januar kommer der på skoledage flere studerende med morgen- og eftermiddagstogene, når de ikke længere skal benytte stoppestedet ved Ribe Nørremark. Så kommer der forhåbentlig gang i Ribe Madstation – Nationalparkens Fødevare og Kulturmekka. Og endelig i slutningen af 2020 vil Arriva søsætte nærbanen mellem Ribe og Varde med fast halvtimesdrift.
Og jo, det hele er jo ikke bare lyserødt i 2019. Der er lige udbygningen af A11, hvor vejen skal udvides til fire spor, og hvor BaneDanmark skal bygge nye overgang og bomanlæg, hvor Plantagevej og Trojelsvej støder sammen. Det kan i en kortere periode give nogle trafikale udfordringer.

Så´ det sagt!

Vil du vide mere om den historiske Jernbanestation, så læs evt. retroen:
https://rykindribe.dk/artikler/elefanter-og-et-klaedeskab-paa-skinner/?portfolioCats=21