Tekst og foto: Renè Jørgensen
12. september 2021.

Byens borgmester holdt lys-ceremonitalen

Tak for invitationen til Stafet for livet i Ribe. Jeg er glad for at være med i en lille del af det her døgn, hvor I samles for at gøre en forskel i kampen mod kræften. Desværre er det en sygdom, som de fleste af os på en eller anden måde kender til i vores eget liv, og derfor er Stafet for livet så vigtig en begivenhed. Jeg har tidligere fra denne scene også fortalt min egen historie om hvordan kræften har været og er inde på livet i min familie – det vil jeg også lige vende lidt tilbage til i dag.

Til stafetten gør I en stor indsats for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse, og samtidig sørger I for, at vi holder opmærksomheden rettet mod den vigtige sag. Her tæller hvert et skridt, og det er fællesskabet, der bærer stafetten. Det gælder både på jeres hold og på tværs af stafetten, hvor I løfter i flok og sammen skaber en helt særlig atmosfære.

I har været i gang hele dagen, og jeg kan se på programmet, at I har været godt underholdt undervejs. Der har både været musik, underholdning, forskellige aktiviteter og sjove konkurrencer, og der er noget for enhver alder og interesse. Samtidig har I selvfølgelig passet tjansen på jeres hold og haft travlt med at gå eller løbe, og jeg er sikker på, at pengene er rullet ind. I hvert fald ved jeg, at der er masser af lokale sponsorer, der bakker op, og deres velvilje er selvfølgelig uvurderlig for stafetten.

Som vi alle ved, har corona været den sygdom, der i høj grad har været på dagsordenen i det sidste halvandet år. Den har huseret verden rundt og vendt vores liv på hovedet. Her hos os ser det hele heldigvis lysere ud nu, og vi står et meget bedre sted. Det betyder også, at vi igen kan samles til en begivenhed som Stafet for livet. Det er måske vigtigere nu end nogensinde før. Stafetten er med til at holde søgelyset rettet mod kræften, som jo ikke holder pause på grund af corona. Det er fuldstændig afgørende, at en kræftsygdom bliver opdaget og behandlet i tide, og derfor skal vi blive ved med at tale om den. Vi skal fortsætte med at samle penge ind og tage hånd om alle de mennesker, der bliver ramt. Alt det er Stafet for livet med til at sætte fokus på.

Når I nu efter lysceremonien igen skal ud på ruten og kæmpe jer gennem nattens strabadser, kommer der måske også et øjeblik hvor det hele virker lidt uoverskueligt. Sådan kan det jo også være med en kræftsygdom. Men fællesskabet her giver jo en følelse af at man ikke er alene, og at der er andre der kæmper sammen med en. Og når man kommer ud på natten og der bliver lyst igen, er det jo også et symbol på, at der efter en hård lang kamp, kommer lys igen.

Som jeg nævnte indledningsvist, har vi alle haft kræft inde på livet på den ene eller den anden måde. Jeg har tidligere fortalt om min fars kamp gennem de sidste 25 år, og han kæmper endnu. Og han har det godt. Men frygten for at kræften vender tilbage hver gang man går til en kontrol er der jo både for ham og for resten af familien – men han er sej og lader sig ikke slå ud af frygten, men nyder i stedet de gode stunder med et positivt livssyn. Og han er hver dag ude at gå mindst 5 km – dog har han siden jeg stod på denne scene sidst, bevilget sig selv en fridag om søndagen. Det synes jeg er velfortjent. Men det at blive ved med at kæmpe – også når det er svært, har været en kæmpe inspiration for mig – det er jo sådan noget fædre ofte er – og han har i hvert vist, at selvom man får en kræftdiagnose, kan man godt få et godt og langt liv.

For at få sådan et Stafet for livet-døgn til at køre er der brug for rigtig mange frivillige kræfter. Det gælder selvfølgelig også her i Ribe, hvor en stor flok engagerede mennesker sørger for, at det hele går op i en højere enhed. Det har krævet mange måneders planlægning at gennemføre et arrangement som dette, og det i en tid, hvor man stadig ikke kunne vide helt i hvilket omfang det kunne gennemføres. Det har selvfølgelig også været en masse praktisk arbejde i dagene op til og også i morgen når arrangementet er slut. Da jeg selv cyklede til bageren i morges, var der eksempelvis folk i gang med at finde huller mellem pic-stenene til at banke små pinde ned, for at markere ruten rundt i Ribe – blot et lille eksempel blandt mange. Alt det fortjener I et stort skulderklap for. Det gælder selvfølgelig også alle andre, der bakker op om og deltager i Stafet for livet. I viser alle, at I har hjertet på det rette sted og er villige til – bogstavelig talt – at gå ekstra langt for andre mennesker. Det er jeg sikker på, at vi er mange, der har stor respekt for.

Nu er vi nået dertil i Stafet for livet, hvor det er tid til lysceremonien. Det er en tradition og et særlig stemningsfuldt øjeblik i stafetten. I den næste halve time er stafetten sat på pause, så der er ro på pladsen, og alle kan være med. Til lysceremonien skal der nemlig være tid til eftertanke og fordybelse. Her kan man tænde et lys for en, man har mistet, eller for en, som kæmper mod kræften i dag. Hvert lys repræsenterer et menneske, som fortjener en særlig tanke, og jeg er sikker på, det bliver en stund fuld af både kærlighed og håb.

Men inden talen sluttede helt, tog borgmesteren fat på det midterste vers af sangen til stafet for livet af Bo Maimburg, og selv om det ikke var en sangmikrofon der blev brugt til talen, fik borgmesteren sunget verset ganske godt. Jesper Frost Rasmussen sluttede talen af med at ønske alle en god lysceremoni og håbede at alle vil nyde det stemningsfyldte øjeblik og sende en kærlig tanke afsted, med ønsket om en fortsat god energi til stafetten frem til søndag formiddag.

Redaktion har valgt at bringe hele talen.