Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 15. marts 2023

Det lød som noget af en bombe, da ministeren for bl.a. landdistrikter på det store borgermøde om testcenter for gigantmøller i Vadehavet blev citeret for at sige, at hun bestemt ikke ønskede store testmøller i Vadehavsområdet. Udtalelserne var gengivet i TV Syd.

Men bomben blev til dels demonteret af folketingsmand Henrik Frandsen (M), der efter at have været i kontakt med ministeren kunne slå fast, at hun var fejlciteret.

Kirkeminister, minister for landdistrikterne og for nordisk samarbejde, Louise Schack Elholm (V) skulle i følge TV Syd have sagt, at hun ikke havde noget ønske om at placere testcenter for vindmøller i Vadehavet. – Det er der da ingen af os, der ønsker. Men vi er nødt til at behandle tingene på en lige måde og dermed lave de her undersøgelser på alle de steder, der er relevante, sagde ministeren i følge TV Syd.

Citatet blev gengivet midt under borgermødet af ordstyreren, kommunikationschef Jens L. Hansen.

Det fik direktøren i Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Sigmund Lubanski, til umiddelbart og spontant at udbryde: – Det er en journalistisk stramning.

Henrik Frandsen slog fast, at Louise Schack Elholm var fejlciteret og at det, hun havde sagt var, at hun har forståelse for de frustrationer, der er lokalt over planerne.

⁃ Ministeren er lydhør, og et er virkelig godt, slog Henrik Frandsen fast.

Henrik Frandsen havde i øvrigt selskab af folketingsmedlem Anders Kronborg (S) samt Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V) og Tønders borgmester Jørgen Propp Petersen (Slesvigsk Parti).

(Artiklen fortsætter under billedet)

Janne liburd

Mødet i Skærbækcentret, der var arrangeret af Nationalpark Vadehavet, havde samlet 270 engagerede tilhørere – fuldt hus, der hørte en velkomst af formanden for nationalparken Janne Liburd, der opridsede baggrunden for hele sagen og mødet. Direktør i Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Sigmund Lubanski, gennemgik historikken i og baggrunden for de omstridte screeninger der er i gang for at skaffe mulige nye testcentre for vindmøller med en højde på 450 meter. Til sammenligning er domkirketårnet i Ribe godt 50 meter.

Tidligt i processen

Sigmund Lubanski sagde bl.a., at man endnu er meget tidlig i hele processen. Når resultatet af screeningerne foreligger, skal politikerne tage stilling til, om der skal gås videre med nogle af de screenede områder. Dernæst kommer der en konsekvensundersøgelse, der igen forelægges politikerne. Bliver der besluttet noget om et testområde, vil den beslutning komme ud i offentlig høring. Først tidligt i 2026 kan der udarbejdes et lovforslag om et eventuelt testcenter.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sigmund Lubanski

At de nye testcentre kommer til at fylde voldsomt, fremgik også af Sigmund Lubanskis indlæg. Vindmølleindustrien vil gerne have testcentre med plads til seks til otte møller, der i givet fald skal stå på række i en linje nord syd. Mellem hver mølle skal der være en afstand på fra 400 til 1000 meter.

At det er nødvendigt at teste møllerne på land, forklarede Lubanski med, at der hele tiden testes nye komponenter til møllerne lige fra soklen til toppen, og at det vil være umuligt at gøre til søs.

– Der udvikles hele tiden nye mølletyper, der skal testes, og når de er testet, bliver de sat i masseproduktion og rejst i havet, slog direktøren fast.

Man undres

At dømme af de mange indlæg, der kom i den efterfølgende timelange debat, var der overhovedet ingen af deltagerne, der kunne se nogen fornuft i et testcenter i det unikke Vadehav, som kun findes et sted i verdenen.

I flere indlæg gik det igen, at man undrede sig over, at man ikke før screeningen blev sat i gang havde kigget på Vadehavet som et enestående naturområde, som Unescos Verdensarv og i det hele taget alle de restriktioner, der ligger for området.

Byrådsmedlem i Tønder for Ny Borgerlige, Allan Svendsen, slog fast, at det er spørgsmål om politisk vilje at stoppe det her. Han fortalte om en underskriftsindsamling, der nu er på 850 underskrifter som vil blive brugt i en kommende høringsproces.

Pia de Place gjorde opmærksom på facebooksiden: Gigantvindmøllerne i Vadehavet.

Dansk Ornitologisk Forening vil rejse sagen for EU og UNESCO om nødvendigt. Talsmanden håbede, der findes andre områder til testcentre. – Hvis man smadrer Natur 2000 området her, er alle Natur 2000 områder i spil, og det er meget alvorligt. Det vil vi gøre EU opmærksom på, lød det.

Og en mødedeltager spurgte: – Hvordan kompenserer man for noget enestående, der ikke findes andre steder i verdenen.

Du kan finde informationer om testcentrene og arbejdet med dem på Nationalpark Vadehavets hjemmeside og planinfo.dk, der er plan og landdistriktsstyrelsens informationsside.