Tekst & Foto: Johnny Tauman
11. maj 2021

(Tredje del af tre)

Har fravalgt at have bil

Bjarne elsker at lege med sproget – og hvad mon der gemmer sig bag ARRIVA-derci. Jow, så men, at han elsker at rejse med tog, og bruger udtrykket hver gang han kører med tog fra Gredstedbro: arrivederci!

Arriva-derci, Gredstedbro ….. (Dronefoto: Ove Detlevsen)

Skønt Bjarne bor langt ude på landet, så har han kun cyklen eller gåben som transportmiddel. – Og jeg cykler jævnligt til Ribe om sommeren, lyder det fra hjertet, mens han sammenfatter sit forhold til byen: Ribe er som en magnet – med stor tiltrækningskraft. Især onsdage med markederne på Skibbroen trækker, men også muligheden for at gå på café og på byens mange spisesteder er ikke at kimse af.

Med rytmiske bevægelser

Tilbage i stuehuset – og euforien breder sig. – Nu skal du bare høre musik, fortæller Bjarne, mens han gør sit formidable anlæg klar til at spille: Big Bill Bisonnette – Sammy Rimington.
Bjarne bevæger sig rundt i lokalet – småsyngende – med rytmiske bevægelser. Her er der tale om en ægte fan, som kaster hele sin kærlighed ind i musikkens verden.

Mindegruppe om Chris Barber

I en pause fortæller Bjarne, at han jo egentlig ikke har beskæftiget sig med Facebook. Da det store idol Chris Barber døde d. 2. marts i år, så gik Bjarne til tasterne og oprettede gruppen: Til Minde om Chris Barber. – Her bruger jeg en del tid, smiler Bjarne.
Og så kom der Chris Barber band med Van Morrison ud af højtalerne.

Brødre viste jazz-vejen

Det var faktisk Bjarnes brødre – Bent i Skærbæk og Preben Nielsen – sportsskribenten penni – der introducerede ham for jazzen, da han blev slæbt med til påskejazz på Hansens Hotel i Vejen. Det var tilbage i 60´erne. Den 13-årige knægt blev solgt – og siden har den trad. jazz været hoved hobbyen.

Og så lige kartoflerne..

Naturligvis har Bjarne lagt kartoflerne til spiring. Intet er tilfældigt på Jedstedvej.

Forspiring

* Trombone er en trækbasun.