Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Rene Jørgensen. Torsdag den 24. oktober

Big Band Ribe åbner den 1. november i samarbejde med tre andre bigbands og to komponister festivalen G((o))ng Tomorrow!

G((o))ng Tomorrow er en årlig festival for ny, eksperimenterende musik og lydkunst på tværs af genrer og i mødet med andre kunstarter.

Big Band Ribe deltager i festivalen som en del af projektet ’Danevirke’. Det er komponisterne Lars Greve og Jeppe Zeeberg, der med støtte fra Statens Kunstfond har udviklet værket siden 2017, og nu er det klar til at blive opført for første gang. ’Danevirke’ er et stykke musik skrevet til fire bigbands: Ribe, Herning, Svendborg og Farum.  Kompositionen kan tolkes som en ordløs kommentar til den nationalistiske opblomstring af i dag, som -ifølge komponisterne uvægerligt må gå sit efterår i møde:

– Musikken lægger optimistisk fra land. Værket simulerer et folk, der ruster sig til krig, og tror at de vinder. Undervejs opstår kaos, og man vil opleve et musikalsk værk, der går mere og mere i opløsning, fortæller de to komponister.

BIG BAND RIBE glæder sig meget til denne noget anderledes musik og musikfestival. Det samlede værk udkommer i øvrigt på LP ved samme lejlighed.

G((o))ng Tomorrow finder sted på Kunstcentret Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173, København K,  og løber fra 1.-9. november. Festivalen er i år blevet til med støtte fra og i samarbejde med: Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Dansk Komponistforening og KODA Kultur.

Der kan læses mere her om festivalen for ny musik : https://gongtomorrow.dk/%C3%A5bningskoncert-quatuor-diotima-%E2%80%98danevirke%E2%80%99-af-greve-og-zeeberg