Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 26. marts 2023

Der gøres nu en ekstra indsats for at få de manglende husejere i Egebæk-Hviding til at sige ja til fjernvarme, så projektet med fjernvarme fra Ribe kan føres videre fra Øster Vedsted til både Egebæk-Hviding og Vester Vedsted.

Efter et beboermøde søndag aften i Aktivitets- og Kulturcenteret inviteret af Ribe Fjernvarmeværk gik en gruppe beboere omgående i gang med at organisere sig. Meningen er, at gruppen i de kommende dage vil opsøge de husstande, der endnu ikke har meldt sig til fjernvarmen, for at få dem med.

Sagen er, at der p.t. mangler 37 husstande i, at økonomien kan hænge sammen i projektet, og lovgivningen siger, at det skal være tilfældet. Ud af 534 husstande i de to byer er er tilmeldt 305. Tallet skal op på 342.

Oprindeligt var der sat en frist til den 10. april for at få de sidste husstande med, men den frist er nu efter ønske fra beboerne forlænget til den 1. maj. At det skal gå hurtigt, hænger sammen med, at fjernvarmens bestyrelse skal tage stilling til, hvor stort et rør, der skal lægges fra Ribe til Øster Vedsted. Skal røret også forsyne Egebæk-Hviding, skal det være større, end hvis det kun skal forsynes Øster Vedsted. Prisforskellen er 4 millioner kroner.

– Og de penge skal vi spare, hvis ikke Egebæk-Hviding og dermed Vester Vedsted kommer med, forklarede Henrik Holst.

I V. Vedsted er 80 pct. med

I Vester Vedsted ligger tilslutningen på 80 procent af husstandene, og her er der tilstrækkeligt mange med, så fjernvarmen kan etableres i Vester Vedsted, hvis der også kommer tilslutninger nok i Egebæk-Hviding. For uden Egebæk-Hviding er der ikke økonomi i at fortsætte md fjernvarmerørene til Vester Vedsted.

I Egebæk-Hviding er tilslutningen på knap 50 procent, og som driftsleder Richard Boisen sagde på mødet, er der ikke meget at komme efter i Vester Vedsted. Det er Egebæk-Hviding potentialet er.

– Her er der 80 husstande med gasfyr, som ikke har tilsluttet sig, og for dem er der en økonomisk gevinst ved fjernvarme, slog driftslederen fast.

Stabile varmepriser

Mødet, der havde samlet flere end 100 deltagere, blev indledt af formanden for varmeværket, Henrik Holst, der gennemgik hele baggrunden for projektet. Som han sagde, er spørgsmålet om fjernvarme i områderne et tilbud, der kommer fra Ribe Fjernvarmeværk med baggrund i de høje energipriser.

Han kunne samtidig fortælle, at priserne på varme fra Ribe Fjernvarmeværk de sidste mange år har ligget på et stabilt leje lige under det budgetterede.

På mødet blev der rejst flere spørgsmål af både økonomisk og teknisk art, og Henrik Holst kunne fortælle, at Ribe Fjernvarmeværk er et Amba, hvilket vil sige, at det er ejet af medlemmerne og det må ikke give overskud. Et eventuelt overskud skal udloddes til medlemmerne med det samme enten som direkte udlodning eller som nedsættelse af varmeprisen.

Derfor skal udrulning af fjernvarme til nye område også være udgiftsneutrale, så det ikke er de ”gamle” forbrugere, der kommer til at betale.

Naturgas udfases

Nogle af spørgsmålene fra salen gik på det økonomiske, og det blev gjort gældende, at planerne er, at naturgas skal udfases fra 2030 som led i den grønne omstilling, hvorefter de nuværende gasfyr bliver ubrugelige.

Det blev også gjort gældende, at et alternativ til fjernvarme, en luft til vand pumpe, for et gennemsnitligt parcelhus på 130 kvadratmeter koster omkring 130.000 kr.

Mødet blev holdt i en saglig og positiv stemning, og det var da også en tilfreds Henrik Holst, der kunne runde af.

Efter mødet sagde han: – Jeg er meget tilfreds med mødet, og det vigtige er, at nu er der en gruppe beboere, der går i gang.