Tekst & Foto: Johnny Tauman
20. juni 2021

– Vi råder over nogle af Danmarks flotteste servicebygninger og feriehytter, og lægger stor vægt på kvalitet, lyder det beskedent fra Anne Schested Hansen, da RYK IND RIBE er på besøg. Den nye hovedbygning med reception, butik og café med højt til loftet fungerer rigtig godt. De mange campister bliver anstændigt budt velkommen til en uforglemmelig ferie i Ribe og Omegn.

Men det er ikke kun gæsterne, der får glæde af hovedbygningen. – Vi har besluttet at flytte fra vores hus ved Farupvej og til førstesalen på godt 200 m2. På den måde kan vi hurtigt komme ”hjem”, når der er perioder, hvor der ikke er arbejdsopgaver, siger Jonas Sørensen. Anne supplerer: – Det er jo en livsstil at være campingejer, og vi tænker hele tiden på service og muligheder for optimeringer.

Superflot og indbydende servicebygning

På pladsen er der desuden opført en ny og større servicebygning, som rummer toiletter, vaskerum, og seks baderum samt familierum. Og så er der adgang til moderne køkkenfaciliteter og et stort opholdsrum med spise pladser og sofaområde med storskærm. Bygningen med listetag og sortmalede vægge løfter det æstetiske look.

Poolområdet er opdateret

– Endelig er poolområdet blevet opgraderet med nye fliser og en separat indgang, fortæller Anne Sehested Hansen. – Indtil videre er det kun muligt for pladsens gæster at benytte poolen, hvor et par stykker liggende på solsenge havde taget en dukkert.

Autocampere med modne par tjekker ind

Ribe Camping ser frem til en stor sæson med masser af gæster – og da RYK IND RIBE var på en tur rundt, summede det af aktivitet med rengøring af de mange hytter samt ankomst af nogle autocampere med modne par. En enkelt havde anhænger med et fantastisk indhold – en Kawasaki, som kort efter forlad plads for at tage på tohjulet oplevelse.