Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 15. marts 2023

Serien af Domsognets onsdagshøjskoler slutter onsdag den 22. marts, hvor en meget spændende person holder foredrag med start klokken 16.30.

Ribe-drengen, Poul-Henrik Jensen, der for godt tre år siden vendte tilbage til domkirkebyen, vil fortælle om sin opvækst i Ribe i 60’erne og 70’erne, og hvad opvæksten har givet ham med som menneske.

Poul-Henrik Jensen har et meget omfattende og spændende CV, der har bragt ham vidt omkring indenfor en lang række forskellige genrer lige fra faglige tillidshverv i fagbevægelsen, sekretærjob for Enhedslisten på Christiansborg til medlem af bestyrelsen for Danmarks Radio.

Poul-Henrik Jensen blev født den 27. juni 1959 og voksede op i Grydergade.

Han er oprindelig uddannet klejnsmed og blev senere journalist og stud.mag. Siden midten af 1970’erne har Poul-Henrik Jensen været en aktiv skikkelse på venstrefløjen. Han begyndte med hvervet som hovedbestyrelsesmedlem i Landsorganisationen af Elever 1975-1976 og var næstformand i samme organisation i en periode i 1976. Han blev medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, hvor han var i organisationens ledelse fra 1979 til 1984. Han var desuden formand for Lærlingenes og Ungarbejdernes Landsorganisation (LLO) 1980 til 1984, talsmand for strejkegrupper under påskestrejkerne i 1985 samt faglig sekretær i Dansk Metalarbejderforbunds Lyngby-afdeling fra 1987 til 1994.

Han gik senere over til Enhedslisten og blev sekretær i partiet på Christiansborg fra dets parlamentariske start.

Poul-Henrik Jensen har været forstander for Engelsholm Højskole ved Vejle. I maj 2012 blev han konstitueret forstander og stifter af Jyderup Højskole, som blev etableret på slottet Sølyst ved Jyderup.