Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 12. januar

Spørgsmålet om den fremtidige skæbne for det tidligere plejehjem Søgården i Ribe blev ikke som forventet afklaret tirsdag.

Det var byrådets social- og arbejdsmarkedsudvalg, der havde sagen på dagsordenen.

Forslaget gik på, at det tidligere plejehjem på Tangevej 117 skulle anvendes som midlertidig bolig for unge med et handicap. En boligtype, der er mangel på i Esbjerg Kommune og som betyder, at kommunen for tiden må købe 75 pladser i andre kommuner.

Søgården i Ribe har stået tom i flere år, og beregningerne går på, at der kan indrettes otte boliger til unge handicappede mellem 19 og 30 år i bygningen.

Forslaget går på, at Søgården skal anvendes som midlertidig bolig i tre år, idet et statslån i huset skal indfries, hvis kommunen vil bruge bygningen i længere tid.

Om projektet bliver til noget, er endnu uvist. Formanden for social- og arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø (Borgerlisten) fortæller, at sagen blev udsat på udvalgsmødet.

– Der er nogle ting, vi gerne vil have mere besked om.

Men det betyder ikke, at projektet er droppet?

– Nej bestemt ikke. Den kommer op igen, men udvalgsmedlemmerne ville bare gerne have nogle flere oplysninger, forklarer Henrik Vallø.