Tekst og foto: René Jørgensen
3. september 2024
ÆQ-RUN starter byfesten i Øster Vedsted
Sydvestjyllands hyggeligste motionsløb, kalder Tom Meyer Andreasen årets “Æ Quernstensløb”. Det er Øster Vedsted IF, der arrangerer det traditionsrige løb, som også markerer starten på årets byfest.
Ruterne er på 5,1 og 9,6 kilometer. Familieløbet er på 2,5 kilometer, og alle ruter er åbne for både løbere og gang-motionister. Sidste år var der mere end 250 tilmeldte, og i år håber vi på endnu flere deltagere, lyder det fra formanden.
“I år har vi sat større fokus på gang-motionisterne. Det er en målgruppe, der har været lidt undervurderet gennem årene til Quernstensløbet,” siger Tom Meyer Andreasen, der sammen med klubben i 2023 kunne fejre 30-års jubilæum.
Når der i år er større fokus på gå-grupperne, skyldes det ikke mindst, at interessen for at deltage ikke er så fokuseret på konkurrence, men mere på hygge og fællesskab, ikke mindst i teltet efter de er nået i mål, fortæller Tom Meyer Andreasen.
At gang-motion er blevet mere populært end dengang vi prøvede det i 2019, viser de mange arrangementer, der findes, f.eks. Gå-maratonen i Ribe. Formanden fortæller, at gang-motionisterne sendes afsted før løberne. Ruten er den samme, men begge grupper vil være nogenlunde i mål på samme tid, så de kan deltage i afslutningen i teltet.
Som før omtalt er løbet starten på Øster Vedsted byfest. Efter løbet plejer teltet at blive godt besøgt til forplejning og en hyggelig snak med de øvrige deltagere i arrangementet.
Se billederne fra tidligere løb.