Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. december 2021

Vejdirektoratet har tidligere meldt ud, at der vil blive arbejdet med geotekniske undersøgelser på broen over Ribe Å på Ringvejen søndag den 12. december og igen weekenden den 18.-19. december. Den arbejdsplan er ændret til, at arbejdet samles i weekenden den 17.-19. december.
Dermed er arbejdet på søndag den 12. december aflyst, og der vil derfor ingen trafikale gener være den kommende weekend på Ringvejen i Ribe.
I stedet vil arbejdet starte fredag den 17. december fra kl. 18, og vil pågå hele weekenden den 17. – 19. december. Der vil kun være et spor farbart over broen, og derfor vil trafikken skiftevis passere broen via en lysregulering.

RYK IND RIBE har været i løbende dialog med Vejdirektoratet – og også delt bekymringer med trafikale udfordringer i forhold til julehandelen. Det skyldes ikke mindst lukkede veje i den indre bydel.

De geotekniske undersøgelser vil blive foretaget af Vejdirektoratets samarbejdspartner Sweco. Resultaterne skal indgå som supplement til det udbudsmateriale, der skal udsendes i 2022 – og skal anvendes uagtet hvilken løsning, politikerne når frem til. Der er tidligere gennemført geotekniske undersøgelser på begge sider af Ringbroen – bla. i forbindelse med interimsvejene. Disse resultater skal naturligvis også indgå i udbudsmaterialet. – Arbejdet betales stadig fra den store pulje, som blev afsat til Vejprojektet, fortæller senior projektleder Mike Boesen.

Vejdirektoratet oplyser endvidere, at trafikanterne på rute 11 i Ribe må forvente tæt trafik og måske endda kø særligt lørdag fra morgenstunden til ud på eftermiddagen og igen søndag omkring middag i weekenden 17.-19. december. 

Frygten lyder på langsomt kørende traktorer, skiftedag og mange bilister (arkivfoto)