Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 6. maj 2022

Årets Rued Langgaard Festival er for de nysgerrige sjæle, der er åbne for kosmiske, musikalske strukturer, åndelige konstruktioner og uendelig skønhed. Festivalen begiver sig ind i et univers af nytænkning, brydninger og oldgammel spirituel historiefortælling. Alt sammen formidlet gennem præsentationer, foredrag, happenings og masser af musik.

Årets hovednavn er komponisten Per Nørgård, der i år fylder 90 år. Med sin såkaldte “uendelighedsrække” skabte han en forunderlig ny musikalsk verden, der udfoldes ved en stort anlagt kor og orkesterkoncert, hvor der også uropføres musik af Hans Abrahamsen, og hvor Rued Langgaards visionære “Sfærernes Musik” spilles. Per Nørgårds hovedværk, operaen “Gilgamesh” – en 4000-årig højaktuel cyklisk skabelsesberetning om superhelten og antihelten, der både mister og vinder kærligheden i sin rastløse søgen efter det evige liv – opføres også. Den fortælling har Nørgård rammet ind med musik og en nyskabende scenografi, hvor grænserne mellem musikere, sangere og publikum nedbrydes. Operaen opføres for første gang i 28 år med solister og musikere fra de tre klassiske musikkonservatorier, Esbjerg Ensemble og Ensemble MidtVest.

Den elektroniske musiks grand old lady Else Marie Pade er årets andet gæstenavn. Pionerværket ‘Syv Cirkler’ vil pible ud af Ribes gamle ruiner, og med “Symphonie magnétophonique” skabes et konkret modstykke til Nørgårds og Langgaards kosmiske musik. Ved festivalens åbningskoncert vil studerende fra Syddansk Musikkonservatoriums lydkunst-uddannelse uropføre ny musik inspireret af festivalens tre temakomponister.

Der bliver som altid masser af Langgaard-musik. Igen i år har fesetivalen et maraton, denne gang alle Langgaards værker for klaver og violin med Gunvor Sihm og Berit Johansen Tange, i dialog med Nørgårds solocello-værker, spillet af Jakob Kullberg. Derudover vil Ars Nova Copenhagen ledet af Paul Hillier medvirke i festivalen i et udsøgt stemningsprogram med musik af Rued Langgaard, Per Nørgård og John Dowland.

Vinderen af årets Langgaard Konkurrence, der finder sted 7. – 8. maj i KoncertKirken i København, medvirker også i festivalen. Festivalens øvrige pædagogiske tiltag i Ribe vil forberede børn fra 3. klasse, gymnasieelever og elever fra Esbjerg Kulturskoles MGK til at indgå i Langgaards, Nørgårds og Pades musikalske universer.

Samtidig med festivalen åbner Rued Langgaard Museet i Ribe, hvor man kan gå dybere ned i Langgaards musik og komme tættere på hans unikke personlighed. Der vil også blive spillet små koncerter på Langgaards flygel, der nu efter mange år er vendt tilbage til Ribe.

Festivalen holdes i dagene 1. til 4. september.

Du kan holde dig dig opdateret på festivalens Facebookside, Instagram og langgaardfestival.dk

Se dagsprogrammet her

Se video om festivalen her