Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. april 2024
(Første artikel af tre)
Når Karoline Klaaby har afsluttet sin studentereksamen (STX) på Ribe Katedralskole og fejret ”huen”, så venter der store oplevelser lige om hjørnet for den dedikerede badmintonspiller. – Jeg er blevet optaget på det Dansk/Vietnamesiske Badminton Academy og skal være på en spændende personlig uddannelse / udvikling fra august til januar 2025, fortæller Karoline, da RYK IND RIBE møder hende foran Ribe Fritidscenter.
Har selv søgt støtte
Opholdet på akademiet ligger på den gode side af et ophold på en dansk idrætsefterskole. – Betalingen dækker opholdsomkostninger, herunder husly, daglig træning, måltider og træneruddannelse, forklarer Karoline, som selv har været i gang med at søge støtte hos relevante sponsorer og fonde. Det er lykkedes at skabe det økonomiske grundlag – og som tak vil Karoline etablere et samarbejde, hvor hun løbende vil give jer opdateringer omkring rejsen og træningsoplevelserne.
8-9 træningspas på en uge
Karoline bruger rigtig mange timer på sine hobby. – På en uge kan jeg godt have 8-9 træningspas – både på og uden for banen, lyder det kort før klokken 15 på en ganske almindelig onsdag. – Nu skal jeg ind og være træner, siger Karoline med et stort smil bevidst om, at hun i dag skal finde balancen mellem badminton, skole, venner og familie. – Det bliver noget helt andet, når dagene i Vietnam er dedikeret til at udfordre og udvikle mig som både træner og spiller.
Værdien psykologisk tryghed
I den netop overståede sæson har Karoline spillet på Ribe Badminton Clubs 1. hold, som efter en fantastisk sæson rykkede op i Danmarksserien. Hun spiller både damesingle og damedouble til holdturneringen. Og for lige at vende tilbage til træneropgaverne: – Jeg er træner for to hold fire gange / ugentligt. Det betyder deltagelse som aktiv træner og coach ved turneringer / stævner / holdkampe. Karoline prioriterer, at spillerne kan være trygge, når de skal spille. – Det er en vigtig værdi for mig.