Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 26. marts 2023

Området omkring Tvedgade har gennem generationer skiftet udseende. Fra fordoms tiders samlestald til et moderne lægehus og apotek. Et apotek, der i dag er forsvundet, og som har givet plads til et nyt spændende boligprojekt, der netop i disse dage tages i brug af deres nye lejere.

De tre boligblokke, der rummer ni lejligheder og som Michael Nørgaard fra Nørgård Anlæg er ophavsmand til, er et bevis på, hvordan et spændende nybyggeri også kan passes ind i en gammel by.

Boligerne er tegnet af Øivind Andersen, Arkitektladen i Ribe, og Ryk Ind Ribe har fået lov at kigge indenfor for at se, hvordan et moderne byggeri tilpasset omgivelserne også kan indrettes.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Øverst til venstre Michael Nørgaard ved et af de store vinduespartier, der giver et godt lysindfald. Øverst til højre: Badeværelserne er ifølge sagens natur helt moderne indrettet. Nederst et par billeder fra stuerne på 1. sal og i stueetagen.

De tre huse rummer i stueetagen tre identiske lejligheder, der går gennem hele husets længe. Her er tale om et langt lokale, der rummer køkkenalrum og stue, og mod nordsiden er der i den ene ende et stort soveværelse med eget bad og toilet, og i den anden ende to pæne værelser også med bad og toilet. Her er der gode muligheder for en børnefamilie med voksenafdeling i den ene ende af lejligheden og børneafdeling i den anden med køkkenalrum og stue som et stort fællesrum.

Kendetegnet for disse lejligheder, der er identiske fra hus til hus, er, at der er en meget stor terrasse med et minimum af vedligehold men alligevel mulighed for at få ”grønne” fingre. Hertil kommer et stort redskabsrum.

På 1. sal findes der en anden type men ikke mindre spændende lejlighed. Den er i to etager, og i nederste etage er der køkkenalrum med altan, soveværelse og badeværelse. En trappe fører til førstesalen, hvor der er en stor stue med adgang til en stor altan, hvor der er en flot udsigt ud over byens tage og mulighed for et udeliv om sommeren. Desuden er der et værelse på etagen og et opbevaringsrum.

Indretningen er så genialt tænkt, at skulle man flytte ind i god fysisk stand og måske blive dårligt gående, behøver man rent faktisk ikke at bruge den øverste etage. Denne kunne i givet fald bruges eventuelt til gæsteafdeling.

Fælles for alle lejligheder er, at der – grundet store vinduespartier – er et godt lysindfald.

Med dette byggeri har Ribe fået et spændende moderne lejlighedskompleks, der ligger tæt på alt og alligevel i rolige omgivelser.

Michael Nørgaard fortæller, at der hører en parkeringsplads til hver bolig, og p-pladserne er forberedt til ladestandere til el-biler. Der til hver p-plads trukket kabler ud tilsluttet ejerens måler, så det eneste, der skal monteres, er selve lade stikket. Desuden er der også anlagt p-pladser til eventuelle gæster.

Bygningerne er i moderne arkitektur, men passer godt til omgivelserne (øverste billede til venstre). Opgangen til 1. sal giver lejlighederne en lille altan mod nord (øverst til højre). De øverste lejligheder er forsynet med en stor altan med en flot udsigt (Nederst til venstre) mens lejlighederne i stuetagen har en meget stor terrasse (Nederst til højre)