Tekst & Foto: Johnny Tauman
12. august 2022

For 40 år siden blev FDF Gredstedbro startet – og siden har stabilitet og ikke mindst ordentlighed været sikre pejlemærker for forældre i byen og de omkringliggende landsbyer, når der skulle vælges fritidsaktivitet med indhold til børnene. I dag er der over 100 børn på medlemslisten – og dermed indtager FDF Gredstedbro en top placering blandt kredsene.

– I begyndelsen havde FDF lokaler på skolen, hvor en af opgaverne var at skaffe økonomi, så man kunne få sit eget hus med møde og sovefaciliteter, fortæller Tine K. Jensen, der er suppleant til bestyrelsen. Der blev fx kreeret juledekorationer, som blev solgt i nærområdet. Indtægten gik ubeskåret til hytten Blåsplint, som ligger på den store grund på Ulkjærvej.

Festlighederne og fordelingen af børn på hold for sæson 2022/23 finder sted søndag d. 21. august, når der er åbent hus fra kl 14.00-17.00. Mange FDF´ere har tilmeldt sig en bagedyst konkurrence, hvor der kæmpes om 1, 2, og 3 præmier. Og det er ikke en tilfældig, som vurderer kvaliteterne – der er headhuntet en bedømmelsesdommer.

I bestyrelsen sidder der en mand, som har været med i samtlige 40 år. Og hans datter er kredsleder, mens børnebørnene trives som medlemmer. RYK IND RIBE tager en snak med familien, når vi mødes på Jubilæumsdagen.

– Vores støtteforening har bestyrelsesmedlemmer og medlemmer, som har været med siden slut 80’erne , og som kommer og hjælper til i forbindelse med det årlige julemarked, fortæller Tine K. Jensen. Hun forklarer, at de desuden har arbejdsdage på pladsen, således den bliver holdt pæn. Desuden har de andre opgaver som fundraising.

Kommer du forbi pladsen, vil du kunne se fotos fra de mange sommerlejre, som FDF Gredstedbro har deltaget i.